Sidst opdateret af .

Når hunden bliver gammel

Intet varer evigt, ej heller ungdommen. Og det er jo sandt for både mennesker og dyr  hunde. Men som hundeejer har man stor indflydelse på hvordan hundens alderdom forløber, og med lidt omtanke kan man let gøre livet både sundt og interessant for den ældre (Hovawart)hund.

Lykken er at leve sammen med en glad, gammel (Hovawart)hund.

Alderdommen

Vore gamle dyr får mange af de samme aldersskavanker som vi mennesker. Afhængig af hundens størrelse og tidligere aktivitetsniveau begynder seniorperioden mellem det 7.-12. år. Perioden er kendetegnet ved en nedsættelse af de fysiske funktioner, bl.a. nedsat hørelse og syn, muskelstivhed, gigt og risiko for overvægt.

Naturlige hensyn

Man skal tage hensyn til den aldrende hunds nedsatte fysiske aktivitet, og man bør finde en middelvej, hvor man holder hunden i gang uden dog at overbelaste den. Det er ligeledes meget vigtigt, at hunden ikke bliver overvægtig. Sørg for at holde hunden slank, og tal gerne med din dyrlæge om at skifte til et seniorfoder, der tager hensyn til den ældre hunds ernæringsmæssige behov.

De nære relationer

Hundens otium er for mange hundeejere en tid, hvor båndet mellem hund og ejer er stærkere end nogensinde. Man kender hinandens vaner og reaktioner, og hundens “personlighed” synes at blive større. I denne periode vælger nogen at anskaffe sig en ny hund – en “afløser” for den gamle hund. Måske en afløser til at tage med på jagt eller gå til agility- eller lydighedstræning med.

Det er naturligt for os, men det kan betyde en stor omvæltning for den ældre (Hovawart)hund. Nogle ældre hunde ser ud til at live op, når den ny hund kommer i huset. Men svært er det altid, når den nye hund kommer med til træning, jagt, udstilling eller konkurrence, og den ældre hund må blive tilbage. Her har vi som hundeejere et ansvar for, at den ældre hund ikke bliver ladt i stikken, men får et værdigt liv med masser af kontakt, omsorg og gode oplevelser.

Gamle hunde og nye kunster

Det er en god ide at vedligeholde en ældre hunds færdigheder.
I modsætning til hvad mange tror, så både kan og vil ældre hunde gerne lære nye færdigheder, og vedligeholde tidligere indlærte. Det gælder blot om at være lidt kreativ. Hundens fysik er måske ikke længere den bedste, men mentalt har den stadig brug for at blive stimuleret. Samarbejdet mellem hund og ejer er vigtigt igennem hele hundens liv, fordi det styrker lederskabet og giver hunden tryghed og glæde.

Allerede indlærte færdigheder såsom apportering, spor- og feltsøg, grundlæggende lydighedsøvelser m.m., vil nemt kunne tilpasses den aldrende hund.

Vi vil foreslå følgende aktiviteter, der er skånsomme for kroppen og samtidig mentalt stimulerende:

Læg godbidder under eksempelvis en kop, skål eller papkasse. Lad hunden selvstændig løse opgaven, og gør den gradvis sværere

Fyld en Buster Cube, en tennisbold med hul i, eller en tom plastic returflaske med godbidder, og lad hunden arbejde” lidt for føden
Smid godbidder ud på græsplænen eller i huset, således at hundens søgeudvikling stimuleres. Med lidt træning kan hunden let søge efter halvdelen af dens foderration

Genbrug tomme marvben. Fyld opblødt hundemad, leverpostej eller smøreost i rørknoglerne, og nedfrys dem. Hunden vil elske at bruge tid på opgaven, og det kan erstatte et måltid
Gem hundens favorit legetøj – inde eller ude, og lad hunden finde det igen.
Gør hunden til en ekstra hjælper. Lad den hente, bringe og bære ting i og udenfor huset. En pensioneret jagt- eller lydighedshund vil elske de nye “pligter”
Lær hunden nye øvelser eksempelvis zig-zag mellem benene, rulle rundt, gi´ pote eller kravle m.m. Involver gerne børn eller andre familiemedlemmer i aktiviteterne med hunden

Senior hundetræning

Familiehundeprogram er et godt tilbud til “pensionist” hundene og deres ejere. I dette program lægges der vægt på sjovt socialt samvær for både hunde og mennesker, samt træning og opgaver hvor seniorhunde og hele familien kan involveres og få en god oplevelse. Med lidt planlægning og omtanke kan man let gøre hundens gamle dage til gode gamle dage. God fornøjelse!

I hundens alderdom er båndet mellem hund og ejer stærkere end nogensinde

At søge efter mad eller legetøj er en “sport” for hunde i alle aldre

Husk at beskytte din hund, så i for en god alderdom sammen, og når denne dejlige (hovawart) hund desvære ikke levere mere, så finder man ud af hvor tom ens hjem pluslig er, så der går ikke lang tid før man anskaffer sig en ny (Hovawart) hund igen, Et hjem uden (Hovawart) hund, er ikke et rigtig hjem

Held og lykke

Hunde aflives pga. adfærd

Langt de fleste af Danmarks hunde ender deres liv på dyrlægens bord. De bliver aflivet, enten fordi de er blevet gamle og ikke mere har et værdigt liv, eller fordi de er syge. Deles aflivningsårsagerne op i forskellige kategorier som alder, hjerte/lungelidelser, kræftsygdommer, hudsygdomme, adfærdsproblemer osv., viser det sig ikke uventet, at ‘aldersgruppen’ udgør den største gruppe. Knap 30 % aflives pga. alder. På andenpladsen som aflivningsårsag kommer adfærdsproblemer. Det viser en stor dansk undersøgelse, som lige er offentliggjort som en videnskabelig artikel i Dansk Veterinær Tidsskrift, der er danske dyrlægers faglige blad. Undersøgelsen er baseret på registrering af 2500 aflivninger.

Ikke mindre end 21,4% af alle hunde aflives pga. adfærdsproblemer. Til sammenligning aflives 11,6% pga. kræftsygdomme, 6,8% pga. led – og muskelsygdomme og 4,4% pga. hjerte/lungesygdomme og 4,0% pga. lever/nyresygdomme. Hvis man ser bort fra de hunde, som er blevet gamle og nødvendigvis må herfra, fordi de ikke kan kureres, udgør adfærdsaflivninger ca. 1/3 af alle aflivningerne. Det er et meget højt tal, som må give anledning til bekymring.

De hunde, som aflives pga. fysiske lidelser, er som oftest noget oppe i årene. Det gælder imidlertid ikke for den gruppe, som udviser adfærdsproblemer. Her er der fortrinsvis er tale om meget unge hunde. Næsten halvdelen er endnu ikke fyldt 3 år. Det er rystende, at så mange unge hunde må lade livet. Bag de fleste af disse aflivninger ligger der ofte en tragedie for de familier, som har måttet give op, fordi hunden har voldt dem for store adfærdsmæssige problemer.

Flest hanhunde
Ca. 2/3 af de hunde, som aflives pga. adfærdsproblemer, er hanhunde. Det er et resultat, som kan give anledning til overvejelser i en købssituation. Hanhunde er normalt vanskeligere at “styre” end tæver. For den uerfarne er en tævehund normalt nemmere at tilpasse. Undersøgelsen viser, at der ca. dobbelt så stor risiko for, at hanhunde må aflives pga. adfærdsproblemer end tævehunde.

Størst risiko ved aggressivitet
Lad os se lidt nærmere på hvilke adfærdsproblemer, der er så alvorlige, at familien vælger aflivning som udvej:
Ca. 2/3 af adfærdsaflivninger udgøres af aggressionsproblemer. Dvs. at de typisk bliver aflivet, fordi de vil bide. Flest, fordi de er aggressive overfor familiemedlemmerne selv, men også en stor del fordi de vil bide fremmede mennesker eller andre hunde.
Små hunderacer er i mindst risiko for aflivning, når de udviser adfærdsproblemer, herunder aggressivitet. Der er en klar tendens til, at jo større hundene er, jo dårligere kan man tolerere især aggressiv adfærd. Det er vel heller ikke så underligt. Det er nemmere at leve med en aggressiv gravhund end en aggressiv dobermann eller st. bernhard. Om store hunde hyppigere er aggressive end små hunde, kan ikke udledes af undersøgelsen, men risikoen for at miste livet, hvis man er det, er altså større, jo større man er (jo mere man vejer).

Den sidste 1/3 af hundene aflives pga. “alene hjemme problemer”, angst eller andre adfærdsproblemer. Separationsangst eller angsten for adskillelse fra familien er et meget hyppigt adfærdsproblem, men det fører dog væsentligt sjældnere til aflivning end aggressivitet. 13% aflives med den diagnose. Angstproblemer i øvrigt (f.eks. angst for lyde, ting o. lign..) fører til aflivning i ca. 8% af tilfældene.

Kun få behandles
Undersøgelsen har også set på, hvor mange af de hunde, som er blevet aflivet pga. adfærdsproblemer, der er blevet forsøgt behandlet. Det er et chokerende lavt antal. Under 16% er forsøgt behandlet, inden de er aflivet. De fleste af disse hunde er enten blevet kastreret, hormonbehandlet, behandlet med medicin eller henvist til lydighedstræning. Under 5% har modtaget en egentlig professionel veterinær adfærdsrådgivning.
Når man ved, at der findes en løsning på langt de fleste adfærdsproblemer, er det en noget chokerende opdagelse.

Ud fra et realistisk skøn aflives der i Danmark ca. 50.000 hunde om året. Heraf altså ca. 12.000 pga. adfærdsproblemer. Mindre end 600 af disse hunde er blevet tilbudt egentlig adfærdsrådgivning. Mere end 11.000 er aflivet, uden at der er foretaget en egentlig behandling med adfærdsmodifikation, dvs. ændring af hundens adfærdsmønster.

Om forklaringen herpå skal søges i hundeejernes manglende kendskab til, at dyrlægerne i dag også kan tilbyde adfærdsbehandling – evt. ved henvisning til kolleger med særlig indsigt i området – eller i at hundeejerne føler det flovt at skulle bede om den form for rådgivning eller helt andre forhold, må indtil videre stå hen i det uvisse.

En ting er helt sikker: Jo før man erkender, at er er problemer af adfærdsmæssig karakter, jo nemmere er det at få rettet op på problemerne. På universitetshospitalet i Pensylvania i USA, hvor man har dyrlæger, der er eksperter i adfærdsrådgivning, aflives kun 10% af de hunde, som kommer til behandling med aggressionsproblemer. Det viser, at man kan komme langt med en korrekt behandling og vejledning.

Langt de fleste af Danmarks hunde ender deres liv på dyrlægens bord. De bliver aflivet, enten fordi de er blevet gamle og ikke mere har et værdigt liv, eller fordi de er syge. Deles aflivningsårsagerne op i forskellige kategorier som alder, hjerte/lungelidelser, kræftsygdommer, hudsygdomme, adfærdsproblemer osv., viser det sig ikke uventet, at ‘aldersgruppen’ udgør den største gruppe. Knap 30 % aflives pga. alder. På andenpladsen som aflivningsårsag kommer adfærdsproblemer. Det viser en stor dansk undersøgelse, som lige er offentliggjort som en videnskabelig artikel i Dansk Veterinær Tidsskrift, der er danske dyrlægers faglige blad. Undersøgelsen er baseret på registrering af 2500 aflivninger.

Ikke mindre end 21,4% af alle hunde aflives pga. adfærdsproblemer. Til sammenligning aflives 11,6% pga. kræftsygdomme, 6,8% pga. led – og muskelsygdomme og 4,4% pga. hjerte/lungesygdomme og 4,0% pga. lever/nyresygdomme. Hvis man ser bort fra de hunde, som er blevet gamle og nødvendigvis må herfra, fordi de ikke kan kureres, udgør adfærdsaflivninger ca. 1/3 af alle aflivningerne. Det er et meget højt tal, som må give anledning til bekymring.

De hunde, som aflives pga. fysiske lidelser, er som oftest noget oppe i årene. Det gælder imidlertid ikke for den gruppe, som udviser adfærdsproblemer. Her er der fortrinsvis er tale om meget unge hunde. Næsten halvdelen er endnu ikke fyldt 3 år. Det er rystende, at så mange unge hunde må lade livet. Bag de fleste af disse aflivninger ligger der ofte en tragedie for de familier, som har måttet give op, fordi hunden har voldt dem for store adfærdsmæssige problemer.

Flest hanhunde
Ca. 2/3 af de hunde, som aflives pga. adfærdsproblemer, er hanhunde. Det er et resultat, som kan give anledning til overvejelser i en købssituation. Hanhunde er normalt vanskeligere at “styre” end tæver. For den uerfarne er en tævehund normalt nemmere at tilpasse. Undersøgelsen viser, at der ca. dobbelt så stor risiko for, at hanhunde må aflives pga. adfærdsproblemer end tævehunde.

Størst risiko ved aggressivitet
Lad os se lidt nærmere på hvilke adfærdsproblemer, der er så alvorlige, at familien vælger aflivning som udvej:
Ca. 2/3 af adfærdsaflivninger udgøres af aggressionsproblemer. Dvs. at de typisk bliver aflivet, fordi de vil bide. Flest, fordi de er aggressive overfor familiemedlemmerne selv, men også en stor del fordi de vil bide fremmede mennesker eller andre hunde.
Små hunderacer er i mindst risiko for aflivning, når de udviser adfærdsproblemer, herunder aggressivitet. Der er en klar tendens til, at jo større hundene er, jo dårligere kan man tolerere især aggressiv adfærd. Det er vel heller ikke så underligt. Det er nemmere at leve med en aggressiv gravhund end en aggressiv dobermann eller st. bernhard. Om store hunde hyppigere er aggressive end små hunde, kan ikke udledes af undersøgelsen, men risikoen for at miste livet, hvis man er det, er altså større, jo større man er (jo mere man vejer).

Den sidste 1/3 af hundene aflives pga. “alene hjemme problemer”, angst eller andre adfærdsproblemer. Separationsangst eller angsten for adskillelse fra familien er et meget hyppigt adfærdsproblem, men det fører dog væsentligt sjældnere til aflivning end aggressivitet. 13% aflives med den diagnose. Angstproblemer i øvrigt (f.eks. angst for lyde, ting o. lign..) fører til aflivning i ca. 8% af tilfældene.

Kun få behandles
Undersøgelsen har også set på, hvor mange af de hunde, som er blevet aflivet pga. adfærdsproblemer, der er blevet forsøgt behandlet. Det er et chokerende lavt antal. Under 16% er forsøgt behandlet, inden de er aflivet. De fleste af disse hunde er enten blevet kastreret, hormonbehandlet, behandlet med medicin eller henvist til lydighedstræning. Under 5% har modtaget en egentlig professionel veterinær adfærdsrådgivning.
Når man ved, at der findes en løsning på langt de fleste adfærdsproblemer, er det en noget chokerende opdagelse.

Ud fra et realistisk skøn aflives der i Danmark ca. 50.000 hunde om året. Heraf altså ca. 12.000 pga. adfærdsproblemer. Mindre end 600 af disse hunde er blevet tilbudt egentlig adfærdsrådgivning. Mere end 11.000 er aflivet, uden at der er foretaget en egentlig behandling med adfærdsmodifikation, dvs. ændring af hundens adfærdsmønster.

Om forklaringen herpå skal søges i hundeejernes manglende kendskab til, at dyrlægerne i dag også kan tilbyde adfærdsbehandling – evt. ved henvisning til kolleger med særlig indsigt i området – eller i at hundeejerne føler det flovt at skulle bede om den form for rådgivning eller helt andre forhold, må indtil videre stå hen i det uvisse.

En ting er helt sikker: Jo før man erkender, at er er problemer af adfærdsmæssig karakter, jo nemmere er det at få rettet op på problemerne. På universitetshospitalet i Pensylvania i USA, hvor man har dyrlæger, der er eksperter i adfærdsrådgivning, aflives kun 10% af de hunde, som kommer til behandling med aggressionsproblemer. Det viser, at man kan komme langt med en korrekt behandling og vejledning.

v/Fagdyrlæge Jørgen Mikkelsen