Sidst opdateret af .

Ræveskab

Hvad er skab/Ræveskab ?

Skab forårsages af en 0,2 – 0,4 mm lang mide (Sarcoptes scabiei), der optræder som hudparasit hos mennesker og en række andre pattedyr7.
Hos de forskellige arter optræder hver sin variant af skabmiden – hos mennesker Sarcoptes scabiei hominis, der giver fnat, og hos ræve Sarcoptes scabiei vulpes, der giver ræveskab. En given variant af skabmiden kan dog i nogle tilfælde leve på andre arter end den normale værtsart. F.eks. kan den variant, som er tilpasset ræve, også leve på hunde.
Skabmiden lever i yderste del af huden, hvor den graver gange og formerer sig. Miderne lever hele deres 3 – 4 uger lange liv på værtsdyret. Hunmiderne borer sig ned i huden og lægger deres æg i de gange, som de laver. Efter 17 – 21 dage, når æggene har udviklet sig og midens larve- og nymfestadier er gennemløbet, er en ny generation hunmider klar til at grave flere gange og lægge æg

Symptomer på skab

Ræveskab forårsager en voldsom kløe, hvorfor dyrene kradser sig. På grund af dyrets kradsen opstår tørre skællede eller skorpede områder med håraffald på huden7. I de sene stadier af sygdommen siver der vævsvæske ud gennem midernes talrige gange i huden.
De angrebne områder vil blive ildelugtende og betændte, og der opstår rødme, varme og småsår5. Endvidere ses nogle gange gullige eller røde knopper. Ødelæggelsen af huden vil komme til at ligne en tredjegradsforbrænding. Smittede ræve vil miste væske og energi og afkræftes i tiltagende grad, indtil de til sidst dør – typisk 2 måneder efter de blev smittet.
Hos ræve ses angreb af skabmider hovedsageligt på halen, ydersiden af bagbenene, den bagerste del af ryggen og omkring snuden. Angrebet vil dog brede sig til hele kroppen, hvis dyret ikke kommer under behandling. En ræv kan huse 2 millioner mider.
Selvom skabmiderne kan leve på hunde, vil angrebet ikke forårsage de dødeligt forløbende skader i huden, som ses hos ræve. Hos hunde er det ofte først kanten af ørerne, forbenene og haserne, som angribes. Herfra breder miderne sig til brystet og bugen.

Hvis man observerer ræve med skab

Observerer man en ræv, der har symptomer på skab og endvidere er afkræftet og passiv, kan man kontakte Falck på 70 10 20 30. Falck vil sørge for indfangning og aflivning af rævene, og Dyrenes Beskyttelse betaler udgifterne.
En død ræv med skab bør fjernes, efter at man, har krænget en plasticsæk ud over ræven – uden at røre ved den. Man bør anvende handsker, så man er sikker på at undgå direkte kontakt med ræven.

Forekomst og udbredelse af ræveskab

I juli måned fandt man på Amager en ræv, der var kraftigt angrebet af ræveskab. Siden er fundet en til, og der er begrundet frygt for, at en epidemi er ved at brede sig ikke kun på Amager, men også til Sjælland, det er nu kommet til nordsjælland, dette fandt jeg ud af, da en af vores hvalpe fik det, den noget at smitte en anden hund, begge er nu i behandling.

Smitteveje

Ræveskab smitter hunde både ved direkte og indirekte kontakt. Hunde, som har direkte kontakt med ræve med skab, kan blive smittet – ligesom hunde, der er inde i en rævegrav, som er beboet af ræve med skab. Desuden kan hunde, som færdes i områder med ræve angrebet af skab, blive smittet – f.eks. hvis hund og ræv bruger samme hul i hækken.
Smitte kan også overføres, hvis en hund kommer i berøring med genstande, som har været i kontakt med en anden hund, som har skab.

Behandling af skab

Skab er let at behandle, hvis man kan komme til det angrebne dyr.
Det er derfor ikke realistisk at iværksætte en behandling af ræve med skab, men man bør, hvor det er muligt reducere deres lidelser ved at tilkalde hjælp, så dyrene kan blive aflivet.
Det mest brugte middel til behandling af skab hos hunde er Sebaci, som er receptpligtig medicin. Midlet opløses i den foreskrevne mængde vand, som hunden vaskes i. Denne behandling gentages 3-4 gange med 8-10 dages mellemrum9. Desuden skal hunde med betændte sår behandles med antibiotika. Kontakt med andre hunde må først ske, når hunden er færdigbehandlet.
Hvis en hund har fået konstateret skab, skal ejerne til alle andre hunde, som den har været sammen med, kontaktes, så det kan konstateres, om de er blevet smittet, og spredning kan undgås.
I tilfælde af, at man selv får kløe efter kontakt med en ræv eller hund med skab, bør man søge læge.

Rævens rundorm

Langt de fleste danske ræve er smittet med en rundorm, der også er smittefarlig for mennesker. Æggene fra denne rundorm findes i rævens afføring og smitter også mellem ræv og hund. Blandt mennesker er det typisk børn, der bliver smittet og i EU har man konstateret smitten hos op til 20 % af alle børn mellem 5 og 15 år. For mennesker er sygdommen oftest ret banal og forveksles nemt med allergi, men kan også være årsag til ødelagt nervevæv og synsforstyrrelser. Smitten sker fra ræv til hund og derfra videre til mennesker.

Fransk hjerteorm

Denne sygdom skyldes en parasit, der har ræve og hunde som hovedvært og snegle som mellemvært. Rævene og hundene smittes således af at spise inficerede snegle og medfører symptomer, der ligner lungebetændelse – hoste, nedsat appetit, vægttab og hurtig vejrtrækning. Smittede hunde behandles med ormemiddel. Smitterisikkoen er størst i Københavnsområdet. Mennesker er ikke modtagelige for smitte.

Hundegalskab/ Rabies

Sygdommen er en virussygdom, der er dødelig, hvis den ikke behandles. Alle pattedyr, også mennesker, kan smittes af den og smitte sker ved spyt – typisk i forbindelse med bid. Sygdommen er dog ikke set i Danmark siden 1976.

Linda Kaarup

Lov om hundehold

§ 1. Besidderen af en hund skal sørge for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel, er mærket og registreret samt bærer halsbånd forsynet med et skilt, der angiver besidderens navn og adresse.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere bestemmelser om mærkning, registrering gebyr og om udformningen af skiltet, jf. stk. 1. Justitsministeren kan herunder bestemme, at mærknings- og registreringsordningen skal administreres af en eller flere private organisationer, og at besidderen af en hund skal give de nødvendige oplysninger samt indbetale gebyr til disse organisationer.
Stk. 3. Politiet kan lade en hund mærke og registrere for besidderens regning, hvis hunden i strid med stk. 1 ikke er mærket og registreret.

§ 2. Det er forbudt at holde hund på steder, hvor der ikke er beboelse, såsom i kolonihaver, medmindre politiet meddeler tilladelse dertil. Sådan tilladelse kan kun gives, når der skønnes at være sikkerhed for, at hunden vil blive passet forsvarligt, og tilladelsen kan til enhver tid tilbagetages.

§ 3. I byer og områder med bymæssig bebyggelse er det forbudt at lade hunde færdes på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel, uden at de enten føres i bånd eller er i følge med en person, som har fuldt herredømme over dem. En hund anses ikke for at være under ledsagelse, fordi den er under tilsyn fra besidderens bolig eller forretningslokale. Føres hunde i bånd, skal dette være så kort, at hunden holdes tæt ind til ledsageren. Såfremt hunde på de nævnte steder færdes løse uden at være i følge med en person, der har fuldt herredømme over dem, lader politiet dem optage og underretter besidderen. Er hunden ikke mærket og registreret, fremlyses den. Det gælder dog ikke, såfremt hunden bærer skilt som nævnt i § 1, stk. 1. Hvis besidderen ikke inden 3 døgn efter, at underretning eller fremlysning har fundet sted, indløser hunden ved at betale de udgifter, som optagelsen har medført, kan politiet afhænde hunden eller lade den aflive. Et eventuelt overskud ved afhændelsen tilfalder ejeren hvis han melder sig inden 3 måneder og godtgør sin ret, og ellers statskassen. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om afhændelse af optagne hunde.
Stk. 2. I politivedtægterne kan der optages bestemmelse om, at hunde på de i stk. 1 nævnte steder altid skal føres i bånd, ligesom det af færdselshensyn kan bestemmes, at hovedreglen i stk. 1, 1. pkt., uden for de der nævnte områder skal komme til anvendelse for bestemt angivne veje eller ejendomme.
Stk. 3. Uden for København, Frederiksberg og Gentofte samt byer med over 15.000 indbyggere skal schæferhunde, dobermannpinschere, rottweilere, buldogge, boksere, newfoundlændere, sct. bernhardshunde, grand danois’er, leonbergere, skotske hyrdehunde, broholmere, mynder, dalmatinere, hønsehunde (tysk korthår, pointer, setter, griffon), krydsninger af disse racer samt enhver større hund, der efter sin race eller sin karakter kan sidestilles med de nævnte hunde, føres i bånd eller holdes indelukket eller forsvarligt bundet fra solnedgang til solopgang, dog mindst i tiden fra kl. 18 til kl. 6. Bestemmelsen gælder ikke hunde, der benyttes af politiet, hæren, skov- og jagtbetjente, vagtselskaber o.lign., eller jagthunde, der af en person, der har fuldt herredømme over dem, anvendes til jagt inden for den i jagtloven fastsatte jagttid.
Stk. 4. Uden for byer og områder med bymæssig bebyggelse påhviler det besidderen af en hund at drage omsorg for, at den ikke strejfer om.
Stk. 5. Løsgående glubske hunde må ikke uden politiets tilladelse anvendes til bevogtning af pladser.
Stk. 6. Under ganske særlige omstændigheder kan politiet tillade, at bestemmelserne i stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, samt de i medfør af stk. 2 udfærdigede politivedtægter fraviges for et begrænset tidsrum.

§ 4. Forstyrrer en hund de omboendes ro ved gentagen eller vedholdende gøen eller tuden, og der indgives klage derover til politiet, giver dette besidderen pålæg om at holde hunden indelukket eller, hvis denne foranstaltning ikke hjælper, eller hunden allerede holdes indelukket, at lade den fjerne. Justitsministeren kan, for så vidt det drejer sig om hunde, der af erhvervsmæssige opdrættere holdes indelukket i hundegård eller på anden måde, dispensere fra denne bestemmelse i tilfælde, hvor der ved en hundegårds anlæggelse og indretning er taget ethvert rimeligt hensyn til bebyggelsesforholdene.

§ 5. Det er forbudt til stadighed at holde en hund bundet.
Stk. 2. Når en hund holdes bundet, skal dens lænke mindst være 5 m lang, og den skal have adgang til et opholdsrum, der kan yde den forsvarligt læ mod regn, blæst og kulde. Består opholdsrummet i et hundehus, skal det være rummeligt og så højt, at hunden kan stå oprejst.

§ 6. Det påhviler besidderen af en hund at træffe de foranstaltninger, der efter forholdene må anses påkrævet for at forebygge, at hunden volder andre skade.
Stk. 2. Hvis en hund har forvoldt skade på et menneske eller anden væsentlig skade eller der i øvrigt er grundlag for at antage, at den pågældende hund kan være farlig for sine omgivelser, kan politimesteren, i København politidirektøren,
1) give besidderen pålæg om, at hunden, når den ikke holdes indelukket, skal føres i snor eller være forsynet med forsvarlig mundkurv eller begge dele, eller
2) træffe afgørelse om at lade hunden aflive.
Stk. 3. Politimesteren, i København politidirektøren, kan give besidderen pålæg som nævnt i stk. 2, nr. 1, hvis hunden har for vane at forulempe mennesker eller dyr ved på gader, veje, stier eller pladser m.v., der er åbne for almindelig færdsel, at fare imod dem eller forfølge dem eller at forulempe husdyr i ejendom eller på mark.
Stk. 4. Hvis et pålæg efter stk. 2, nr. 1, eller stk. 3 overtrædes, kan politimesteren, i København politidirektøren, træffe afgørelse om at lade hunden aflive.
Stk. 5. Politimesteren, i København politidirektøren, afholder omkostningerne ved at lade en hund aflive, jf. stk. 2, nr. 2, eller stk. 4, men kan kræve beløbet refunderet af besidderen.
Stk. 6. Overflyttes hunden til en anden politikreds, skal besidderen underrette politiet i denne om et efter stk. 2, nr. 1, eller stk. 3 givet pålæg.

§ 6 a. På politiets anmodning er besidderen af en hund forpligtet til at medvirke til en sagkyndig undersøgelse af hundens adfærd, inden der træffes afgørelse efter § 6, stk. 2, nr. 2, om aflivning af hunden.
Stk. 2. Besidderen kan forlange, at der foretages en hundesagkyndig undersøgelse som nævnt i stk. 1, inden politimesteren, i København politidirektøren, træffer afgørelse efter § 6, stk. 2, nr. 2, om aflivning af hunden.
Stk. 3. Politimesteren, i København politidirektøren, afholder omkostningerne ved den hundesagkyndige undersøgelse, men kan kræve beløbet refunderet af besidderen.

§ 6 b. Politiet kan beslutte at anbringe hunden i pension, indtil der er truffet afgørelse efter § 6, stk. 2, nr. 2, eller stk. 4, om aflivning af hunden, og hvis der træffes afgørelse om, at hunden skal aflives, indtil afgørelsen kan fuldbyrdes.
Stk. 2. Politiet har, hvis det skønnes nødvendigt, mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til hundehold med henblik på gennemførelse af en beslutning truffet efter stk. 1. Politiet kan om fornødent tage en sagkyndig med.
Stk. 3. Klage over politiets beslutning om at anbringe hunden i pension har ikke opsættende virkning.
Stk. 4. Politimesteren, i København politidirektøren, afholder omkostningerne ved hundens anbringelse i pension, men kan kræve beløbet refunderet af besidderen.

§ 6 c. Fristen for at klage over en afgørelse truffet af politimesteren, i København politidirektøren, efter § 6, stk. 2, nr. 2, eller stk. 4, er 10 dage efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Hvis klagefristen udløber på en lørdag, søndag, helligdag eller grundlovsdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.
Stk. 2. Rettidig klage har opsættende virkning, medmindre justitsministeren bestemmer andet.
§ 6 d. Det er forbudt for en ejer eller besidder at lade en hund deltage i hundekampe. Det er endvidere forbudt at afholde hundekampe.

§ 7. Det er forbudt uden politiets tilladelse at drive erhvervsmæssig handel med eller erhvervsmæssig opdræt af hunde.

§ 8. Besidderen af en hund er forpligtet til at erstatte den skade, hunden forvolder. Oplyses det, at den skadelidende har medvirket til skaden, kan erstatningen dog nedsættes eller helt bortfalde.
Stk. 2. Det påhviler besidderen af en hund at holde den ansvarsforsikret. Forsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skadelidte for erstatning efter stk. 1. Undtaget fra forsikringspligten er hunde, der holdes af statsmyndigheder, statsinstitutioner eller kommuner.
Stk. 3. Justitsministeren fastsætter efter forhandling med assurandørsocietetet nærmere regler til gennemførelse af bestemmelserne i stk. 2.

§ 9. Anlægger skadelidte sag mod forsikringsselskabet, skal selskabet tilsige besidderen af hunden til ethvert retsmøde med det varsel, som efter retsplejelovens § 175 gælder for vidner i borgerlige sager. Tilsigelsen skal indeholde oplysning om reglerne i stk. 2.
Stk. 2. Den, der tilsiges efter stk. 1, kan ved fremsættelse af begæring herom til retsbogen indtræde som part i sagen. Indtræder han ikke, er afgørelsen af erstatningsspørgsmålet ved dom eller forlig bindende for ham.

§ 10. Hvis der rejses tiltale for nogen skadevoldende lovovertrædelse, der i henhold til § 8 kan medføre erstatningsansvar, skal der gives skadelidte lejlighed til at påstå erstatning. Hvis der ikke opnås forlig om erstatningen, skal erstatningspåstandene påkendes under sagen, selv om straf ikke pålægges tiltalte. Sådan påkendelse kan ske før eller efter afgørelsen af spørgsmålet om straf. Hvor erstatningskravet angår materiel skade og er af indviklet beskaffenhed, kan retten, efter at forlig forgæves er prøvet, nægte kravets forfølgning under straffesagen.
Stk. 2. Det forsikringsselskab, i hvilket der er tegnet ansvarsforsikring for den skadevoldende hund, anses for erstatningsspørgsmålets vedkommende som part i sagen og skal tilsiges til ethvert retsmøde med det varsel, som efter retsplejelovens § 175 gælder for vidner i straffesager.
Stk. 3. Er tiltalen rejst mod andre end den skadevoldende hunds besidder, skal tillige besidderen tilsiges til ethvert retsmøde med det i stk. 2 nævnte varsel. Bestemmelserne i § 9, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 4. Når erstatningsspørgsmålet påkendes under sagen, kan retten i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens kapitel 30 pålægge rettergangsbøder og sagsomkostninger, som om sagen havde været behandlet i den borgerlige retsplejes former. Sagsgenstandens værdi fastsættes i så fald ved dommen.

§ 11. Ankes en straffesag, under hvilken erstatningsspørgsmålet er blevet påkendt, anses enhver, der for erstatningsspørgsmålets vedkommende har været part i den indankede sag, tillige som part under anken, for så vidt erstatningsspørgsmålet tages under påkendelse.
Stk. 2. Den i retsplejelovens § 996 omhandlede adgang til anke i den borgerlige retsplejes former står åben for enhver, der, for så vidt angår erstatningsspørgsmålet, har været part i sagen. I henseende til anke er en i medfør af § 10, stk. 1, sket særskilt påkendelse af straffe- eller erstatningspåstanden at betragte som en selvstændig dom. Retsplejelovens § 995, sidste stykke, finder ikke anvendelse i de her omhandlede sager.

§ 12. Med bøde straffes den, der overtræder § 1, stk. 1, § 2, § 3, stk. 1, 1.-3. pkt., § 3, stk. 3-5, § 5, § 6, stk. 1 eller 6, § 7, § 8, stk. 2, eller et i medfør af § 4 eller § 6, stk. 2 eller 3, givet pålæg.
Stk. 2. På samme måde straffes den, der hidser en hund på nogen eller undlader at holde sin hund tilbage, når han bemærker, at den overfalder nogen.
Stk. 3. Med bøde eller fængsel i indtil 1 år straffes den, der overtræder § 6 d.
Stk. 4. Med bøde eller fængsel i indtil 6 måneder straffes den, der beskæftiger sig personligt med hunde, uanset at
vedkommende er frakendt retten hertil, jf. § 12 a, stk. 1.
Stk. 5. Med bøde eller under skærpende omstændigheder med fængsel i indtil 4 måneder straffes den, der med kendskab til, at en person er frakendt retten til at beskæftige sig personligt med hunde efter § 12 a, stk. 1, overlader en hund i den pågældendes varetægt.
Stk. 6. I forskrifter, der udstedes i henhold til § 1, stk. 2, kan fastsættes straf af bøde for overtrædelse af forskrifterne.

§ 12 a. Retten til at beskæftige sig personligt med hunde kan ved dom for et strafbart forhold frakendes for bestandig eller for et nærmere fastsat tidsrum, hvis den pågældende
1) har anvendt en hund til angreb på eller som trussel mod mennesker eller dyr,
2) har undladt at holde sin hund tilbage, da vedkommende bemærkede, at hunden overfaldt mennesker eller dyr,
3) som ejer eller besidder har ladet en hund deltage i en hundekamp eller
4) har afholdt hundekampe.
Stk. 2. Er retten til at beskæftige sig med hunde frakendt for længere tid end 5 år efter stk. 1, kan spørgsmålet om
generhvervelse af retten inden frakendelsestidens udløb indbringes for domstolene. Indbringelse sker efter reglerne i
straffelovens § 78, stk. 3, og kan tidligst finde sted, når der er forløbet 2 år af frakendelsestiden. Retten kan kun tilbagegives, når ganske særlige omstændigheder foreligger. Har vedkommende tidligere været frakendt retten til at beskæftige sig personligt med hunde efter bestemmelsen i stk. 1, kan generhvervelse inden frakendelsestidens udløb kun ske ganske undtagelsesvis.

§ 12 b. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 12 c. Refusion af omkostninger afholdt i medfør af § 1, stk. 3, § 6, stk. 5, § 6 a, stk. 3, og § 6 b, stk. 4, tillægges udpantningsret.

§ 13. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1938. Samtidig ophæves lov nr. 127 af 18. april 1925 om hundeafgift samt om straf og erstatning for skade, forårsaget af hunde.

§ 14. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland

Linda Kaarup

Bændelorm

Bændelorm er lange, flade orme, der lever i dyrenes tyndtarm. Fra deres bagkrop afsnører de det ene led efter det andet, og det er disse led, man kan se, når de kommer ud af endetarmen. Hos katten ses de oftest som små risengrynslignende legemer, der sidder i hårene omkring kattens endetarmsåbning. Leddene er fulde af æg, er bevægelige og tørrer til sidst ind og går i stykker, hvorefter æggene spises enten af loppelarver eller af mus, der fungerer som mellemværter for bændelormenes videre udvikling. Når lopperne eller musene spises af enten en kat eller en hund, udvikles nye bændelorm i deres tarm, og på den måde fortsætter kredsløbet.
Dyrlægen kan ved undersøgelse af en afføringsprøve fra dyrene konstatere om de mikroskopiske æg fra de forskellige indvoldsorme findes i afføringen.