Sidst opdateret af .

Aktiviteter sin hund

Det vigtige i aktivering af hunde er ikke, at hundene lærer en masse øvelser lynhurtigt, men aktiveringen i sig selv.

Trækker indlæringen af momenter ud, bør man som som hundeejer lykønske sig selv, idet man jo så har aktiverings- øvelser til lang tid i modsætning til den hundeejer, hvis hund er meget lærenem og som følge heraf hele tiden skal finde på noget nyt.

De efterfølgende øvelser bør indlæres i et roligt miljø f.eks. i stuen, hvor hunden føler sig tryg og kan koncentrere sig 100%. Øvelser, der ligner hinanden f.eks. “se til højre” og “se til venstre bør ikke indlæres i samme periode, da de ligner hinanden så meget, at hundene let bliver forvirrede. Indlær den ene før du begynder med den anden. Det er bedst at nøjes med 3-4 øvelser i træk og hold så en 15-20 sek. Pause, inden du fortsætter. Read more

Hund nr. 2

Ønsket om at have to hunde på samme tid har forskellige grunde. Nogle af årsagerne kan være: Selskab til den allerede anskaffede hund, at det er spændende, at have to hunde, eller måske som kommende afløser for den gamle.

Det er vidunderligt at have flere hunde på samme tid, men man skal være klar over fordele og ulemper inden købet, have forberedt sig godt og nøje overvejet, hvornår og hvilken hund, der skal være tale om. Og ligesom med den første skal man passe på ikke at lade hjertet råde!

Det er ikke ligegyldigt, hvilken race man vælger, og der er flere ting, der er skal tages op til overvejelse. Det kan være hyggeligt og dejligt at bruge to til tre timer på pelspleje, men har man to, som kræver denne mængde pelspleje, er hyggen måske begrænset! Ligesom to hunde, der begge kræver meget psykisk og fysisk arbejde, kan tage livet af selv den mest seriøse hundeejer.

Den nye hunds størrelse skal også tages med i betragtningerne. Såvel bilens som boligens karakter er centralt for, at det bliver ved med at være sjovt. Sætter man pris på orden og rene gulve skal man vide, at to hunde sviner meget mere end en hund, for eksempel når de kommer ind fra haven, eller kaster sig ud i en vild forfølgelseskamp efter gå turen på marken.

Hvornår skal man anskaffe sig en ny hund og hvor gammel skal nr. to være? Jeg anbefaler, at den første hund får lov at blive 1½ til 2 år, før nr. to holder sit indtog. Den skal for vores og sin egen skyld have lov at være hvalp i fred. Det vil alt andet lige være mere besværligt, at have to hvalpe på forskellig alder, og det giver uro i den halv store hvalps verden, pludselig at skulle forholde sig til en yngre artsfælle. Såfremt man vil have en ny for, at den kan tage over, når den gamle ikke kan mere, er det en dårlig ide, at vente for længe. Det er synd for den første hund, hvis den, ved afløserens ankomst, allerede er ved at blive gammel. Den vil ikke kunne leve op til den nye hunds aktivitetsniveau, hvilket vil være belastende for den, og inden længe vil der være risiko for, at den yngste tager over.

Får man en hvalp, er der mulighed for at præge og socialisere den netop til eget familieliv. Hvalpe er vidunderlige, men indebærer samtidig kaos i familien. De skal lære alt og tager meget tid. Den ældste hund skal fortsat have samme opmærksomhed som tidligere, hverken mere eller mindre, dog skal den have nogle privilegier, som den yngre ikke får. Dette for at støtte op omkring dens lederskab i forhold til hvalpen.

I naturen er det sådan, at når lederulven/hunden ikke mere er den smarteste/den der er bedst til flest ting, vil en yngre og bedre egnet tage pladsen. Blandt ulve/hunde eksisterer der to hierarkier, et hankøns- og et hunkøns hierarki, og to af samme køn vil derfor kunne have rangordnings stridigheder. Min indstilling er imidlertid, at det er mennesket, som er floklederen, og som sådan bestemmer hvilken rangordning, der skal være hundene imellem, og jeg vil, at den gamle hund, fortsat skal være højest. For at kunne bestemme dette, skal man. som ejer, imidlertid have et meget godt og sikkert lederskab, hvilket kræver tid, lyst, ressourcer og indsigt omkring hundes psyke og adfærd.

Løbetiden skal medtages i overvejelserne. Ved to af modsat køn vil det være nødvendigt at sterilisere eller kastrere en af hundene, såfremt man ikke vil adskille dem i løbetiden. To tæver kan få meget voldsomme konflikter, som udarter sig til deciderede kampe, i forbindelse med løbetid.

Ferien kan blive vanskeligere at planlægge. Pludselig har man to hunde, som skal med eller passes andetsteds, hvilket kan blive besværligt eller dyrt!

At tage på besøg og have hundene med vil ligeledes blive en anden situation. Der er ikke ret mange mennesker, som synes det er dejligt, at gæsterne medbringer to på fire ben plus eventuelle børn.

Et andet nok så vigtigt aspekt er den økonomiske side. Ikke blot anskaffelsen koster penge. Der skal bruges dobbelt så meget foder, ansvarsforsikring, dyrlæge og hundesygekasse, rem og line, hundekurv, forebyggelse mod lopper og eventuelt dobbelt kontingent til hundetræning.

Når overvejelserne vedr. race og alder er på plads, skal hunden findes. Køb altid hund hos en ansvarsbevidst opdrætter, en privat, som man stoler på eller på et ordentligt internat. Man kan unødigt købe sig til nogle problemer! Det er af altafgørende betydning, at hundene kan trives sammen; derfor bør man sikre sig, at man kan returnere den nye hund indenfor 14 dage, såfremt de ikke kan fungere sammen!

Inden man bringer den nye hund hjem, skal familien sammen have drøftet, hvilke regler, der skal gælde for hundene og hvilke signaler, der skal anvendes. Det kan være en fordel, at hundens navn betyder “se på mig”, for eksempel “Karlsson” (“se på mig”) “nej” (“stop det du skal til at gøre”), idet begge hunde så er klar over, hvem henholdsvis rosen og irettesættelsen er henvendt mod.

Det er en fordel, at lade hundene mødes første gang på et neutralt sted, lade dem lege og så følges ad hjem. Det vil på denne måde være lettere for den gamle hund, at acceptere den nye hunds ankomst.

Alene hjemme træningen slipper man ikke for. Kan den gamle være alene, går det sikkert lettere, men man skal sikre sig, at den nye også lærer, at være alene selv.

Samtidig gælder det om, at hvalpen/den yngre hund, opnår en vis selvstændighed og selvtillid, så den kan magte verden uden følgeskab af den ældre kammerat. Gå turene vil derfor blive en blanding af små-ture med begge (en hvalp kan for eksempel ikke gå langt i starten), længere ture med den ældste hund og endelig små ture med den nye hund alene, for at den kan vænne sig til at være “selv i verden”.

Den nye hvalp skal socialiseres, både i forhold til fremmede mennesker og andre hunde, og igen både i selskab med den anden hund og alene. Man kan risikere, at den ældre hund påtager sig ansvaret for den lille ny, sådan at den går ind og forsvarer den i forhold til andre hunde. Det kan være uheldigt, såfremt den lille oplever, at andre hunde er lidt farlige og mistænkelige.

Som før nævnt skal den hund, der var der først, og som er ældst, være højest rangerende. Det ligger naturligt, og den ældre hund vil automatisk sætte den yngre på plads i mange situationer. Den vil finde sig i meget, men pludselig sige fra på en for os voldsom måde. Den yngre hund vil acceptere dette med tydelig underkastelse – og det er ikke synd! Jo klarere grænser der er mellem dem, jo mere ro er der i deres indbyrdes system. Og vi kan som flokledere være med til at understrege og støtte op om disse grænser ved bl.a. at hilse på den gamle først, fodre den først, lade den få snor/rem på først, og først arbejde med den.

Det kræver mere af hundeejeren, at træne to hunde. Praksis omkring dette skal etableres rimelig hurtigt efter hund nr. to’s ankomst. Det bliver ikke sjovt, såfremt hundene ikke kan magte, at ejeren træner med den anden uden at gø og skabe sig.

At anskaffe sig hund nr. to bør således ikke ske efter en pludselig indskydelse, eller uden at have overvejet ovenstående faktorer! Men har man det, og er kommet frem til det resultat, at jordens dejligste hund skal have en makker, så vil jeg ønske tillykke med en sjovere, hårdere, travlere og mere livgivende tilværelse.

Hundene underholder fra morgen til aften! Den første hund får pludseligt et helt nyt liv med meget mere indhold, motion, sjov og ballade. Dens kommunikations muligheder udvides, vi får mulighed for at studere kropssprog, lære mere om hundenes adfærd, og de er ikke mere så afhængige af vores for godt befindende. For ejeren betyder det ofte, at det bliver nemmere at tage hjemmefra uden dårlig samvittighed, idet vi ved, at hundene har hinanden. Og hunden er et flokdyr, som har det bedst i samvær med andre, ganske som vi selv!

God arbejdslyst.

Hundepsykologen

Lone Greva, cand.psych.

At miste en hund.

Alle ved, at hunden kun lever 10 – 15 år, og at hundeejeren derfor højst sandsynligt overlever hunden. Alligevel kommer hundens død næsten altid bag på de fleste hundeejere. Sorgen er en psykologisk krise. Ordet krise kommer græsk og betyder afgørende vending, pludselig forandring, skæbnesvanger ændring.

Kriserne i livet anskues oftest negativt, men er faktisk en afgørende forudsætning for personlig udvikling, og øget selvindsigt.

Fælles for forskellige typer krisetilstande er, at man udsættes for hændelser og følelser, som er så anderledes og så stærke, at man har svært ved at mestre den situation, som opstår. Sorgen tager i en periode af længere eller kortere tid hele ens tankeliv og personlighed i besiddelse. Processen kan tage lang tid, og periodevis kan minderne og sorgen trænge sig på, selv meget lang tid efter.

Vi er efterhånden kommet et godt stykke i vores erkendelse af, at den sørgende må have lov til at tale og beskæftige sig med den afdøde, at det er vigtigt at give tid o.s.v., når det drejer sig om afdøde mennesker. Taler vi derimod om dyr, kan det være utrolig provokerende for andre, måske ikke dyreejere, at forlige sig med, at nogen har så stærke følelser for et dyr. Og man skal måske ikke regne med samme støtte eller psykologiske nærvær. Taler vi om omplacering, altså at skilles fra sin hund, mens den endnu lever, kan problemet med omgivelsernes manglende støtte være endnu værre. Men uanset årsagen hertil vækker hver separation stærke følelser af forladthed, tomhed, skyld og aggression.

Sorgprocessen foregår altid forskelligt, afhængig af den sørgendes køn, alder, personlige udrustning, hvor meget af hundeejerens identitet, der var knyttet til at være hundeejer, hvordan dødsfaldet foregik o.s.v., men følger dog alligevel næsten altid et bestemt mønster.

Sorgens forskellige faser.

Sorgarbejdet følger som regel i fire forskellige faser: Chockfasen, reaktionsfasen, bearbejdningsfasen og nyorienteringsfasen.
Faserne holdes dog ikke altid adskilt fra hinanden, de kan være vævet ind i hinanden eller forekomme udeblevet. En vigtig faktor for, hvorledes sorgen bearbejdes, vil være hvorvidt der findes tidligere mangelfuldt eller ubearbejdede kriser i den enkeltes liv. Ligeledes vil første skridt i retning af et konstruktivt sorgarbejde være at acceptere sin sorg og leve den ud. Følelser som angst og panik er almindelige og såfremt disse accepteres, vil de forsvinde efterhånden.

Det, der kendetegner et patologisk sorgforløb er stagnation, at den sørgende ikke bevæger sig frem gennem en fortløbende proces.

Chockfasen.

Kan vare fra et kort øjeblik til op til flere uger. Under chockfasen forsøges det at holde det skete fra sig, man vil eller kan ikke forstå og forsøger at benægte, at det nogensinde er forekommet. Hele det indre er kaos, og alligevel kan det til tider være skjult for omgivelserne.

Der er tale om en slags bedøvelsestilstand, hvor det kan være svært eller umuligt at træffe selv de mindste afgørelser. Derfor vil det ofte være katastrofalt om hundeejeren i denne fase presses til at tage en vigtig beslutning. Afgørelsen kan være uigennemtænkt, og hundeejeren kan derfor senere forfølges af skam og skyld. Snakker vi om en evt. beslutning om aflivning, vil denne fase være en meget uheldig tidsperiode at foretage dette valg i.

Reaktions og bearbejdningsfaserne.

Begynder i det øjeblik den efterladte åbner øjnene for det der er sket eller skal ske. Man prøver at finde en mening eller årsag til hændelsen.

Eftersom sorg også er en fysisk oplevelse, er det ikke usædvanligt, at mange oplever forskellige fysiske symptomer under disse faser. Der kan bl.a. være tale om søvnløshed, mareridt, træthed, mavebesvær, hovedpine, nedsat appetit, trøstespisning og vægtforøgelse. Rastløshed og besvær med arbejdet samt selv med små daglige gøremål vil kendetegne faserne.

Hunden er konstant i tankerne, man ser, hører, tænker konstant på hunden og gennemgår i tankerne det, der er sket. Savnet er stærkt og meget dominerende, og overdøver den normale logiske tankevirksomhed. Det er typisk at man kæmper for at bibeholde et billede så klart som muligt, og at man er bange for at glemme. Vrede, irritation og overdreven sårbarhed er karakteristisk.
Vreden kan vendes forskellige steder hen, mod hunden, dyrlægen, partneren eller indad. Skyldfølelser er meget almindelige: “Jeg svigtede min bedste ven” eller “jeg har dræbt min bedste ven”.

Nyorienteringsfasen.

Naturligt mindskes det omfang hunden fylder i hundeejerens tanker og følelsesliv og livet bliver langsomt almindeligt igen.

Er sorgprocessen forløbet hensigtsmæssigt vil hændelsen have forårsaget et sår, som gennem processen er blevet til et lukket ar. Hundeejeren vil aldrig glemme, det vil stadig kunne smerte, men tankerne omkring hunden vil ikke mere dominere tankevirksomheden.

Med venlig hilsen

Hundepsykologen

Lone Greva, cand.psych.