Sidst opdateret af .

Omkostninger

Der er arbejde forbundet med at have hund. Ikke blot med hensyn til  opdragelse, fodring, luftning og motion, pelspleje osv., men ud over dette  skal man – helst hver dag -give sig tid til at gå hunden efter »i sømmene«.
Der skal fjernes søvn fra øjnene, madrester fra pels og skæg. Pelsen omkring   endetarmsåbningen skal ses efter for afføringsrester, der skal holdes øje   med hud, negle og tænder, og pelsen skal gåes efter for tæger o.l.
Det daglige eftersyn behøver bestemt ikke at være en plage -hverken for hund  eller ejer. Hunden skal fra hvalp vænnes til behandlingen, til at forbinde  noget rart med den. Man skal kærligt, men bestemt, lade hunden forstå, at  »det her, det er altså noget, vi to skal sammen… Under seancen skal man  snakke med hunden og rose den. Foruden den nærkontakt, der herved opstår, vænner hunden sig til at blive berørt overalt, og det kan blive til gavn for   dyrlæge – og evt. også hundefrisør – som så har meget nemmere ved at få lov til at røre ved hunden og behandle den.

Der er endvidere den fordel ved regelmæssigt at undersøge sin hund, at man  kan blive opmærksom på eventuelle sygdomstegn, det være sig hudproblemer,  øjenkatar, mælkekirtel- knuder osv., og derved hurtigere få sat en dyrlægebehandling i gang.

Hvor lang tid, man skal bruge på hundens daglige soignering, afhænger – især hvad angår pelspleje naturligt nok af racen.En Hovawart er nem at passe, da den ikke har noget underuld. Ellers er resten af arbejdet det samme, hvad enten hunden er stor eller lille, korthåret eller langhåret.

Det er bedst, hvis man kan stå samme sted, hver gang behandlingen foregår.  Har man en lille hund, kan man med fordel sætte den på et bord på et skridsikkert underlag, fx en bademåtte eller en tæpperest med gummibagside. Løft hunden op og ned i stedet for at lade den hoppe selv. En stor hund må ifølge sagens natur stå på gulvet.

Hvad er det så, man skal gøre? Hvad skal man være opmærksom på? Hvad består   arbejdet i? Ja, man begynder simpelthen i den ene ende af hunden og slutter i den anden, så enkelt er det.

Snude
Skal være blank. En hundenæse kan godt »løbe« lidt, men det skal være klar væske, ikke pusblandet.

Øjne
Skal være klare, og det »hvide« hvidt.
Fjern eventuel søvn fra øjenkrogene med lidt øjenbadevand eller kamillete på en tot vat. Er der øget flåd fra øjnene og/eller rødme i bindehinden (den slimhinde, der beklæder øjeæblet i forhold til dets omgivelser), kan  dette skyldes en irritation forårsaget fx af træk -hvis  hunden har siddet med hovedet ude af vinduet under bilkørsel -eller det kan skyldes et fremmedlegeme, fx et hår eller lign. Igen kan man bade øjet med  borvand eller kamillete, men er der ikke sket en bedring i løbet af ganske  få dage, skal man kontakte dyrlægen.
Kommer der stærkt pusblandet flåd fra hundens øjne, bør dyrlægen omgående
opsøges.

Tænder
Hunde kan i lighed med mennesker få tandsten, som, hvis den ikke fjernes,  kan give tandkødsbetændelse med løse tænder til følge.
For at holde tandstensdannelser nede kan man ca. 1 gang om ugen børste  hundens tænder (man kan få en speciel tandpasta til hunde). At få lov til  at børste sin hunds tænder er nok noget af det besværligste for en  hundeejer, men med tålmodighed og megen ros kan det dog lykkes – for nogle.  Ellers anbefaler min dyrlæge, Viggo Mortensen, Aalborg, at man daglig  dypper en tot vat i 3 % håndkøbsbrintoverilte og »kører« -ikke gnider – 1 gang hen over tændeme. Nogle hunde har så svære tandstensdannelser, at det må overlades til  dyrlægen at foretage en regulær tandrensning. Denne foregår næsten altid i  fuld narkose, så dyrlægen kan udføre arbejdet grundigt, mens hunden er helt i ro.

Man kan bidrage til at holde sin hunds tænder sunde og rene ved at undlade at give den slik og andre søde sager. Giv den i stedet en marvknogle og/eller tyggeben af bøffelhud at gnave i.

Ører
Man kan fjerne eventuelt snavs og ørevoks i de ydre folder i ørerne med en vattot på en finger, dyppet i olivenolie, men ellers bør man som hundeejer holde sig langt væk fra ørerne og overlade dette område til dyrlægen. Har man mistanke om, at hunden har dårlige ører, fx hvis den slår meget med  hovedet, viser tegn på ømhed ved berøring af ørerne, har en grim lugt fra
ørerne, eller hvis huden er rød og hævet, så er det af sted til dyrlægen!

Negle
Det er vigtigt at holde øje med. at hundens negle ikke bliver for lange. Byhunden, der går på asfalt, slider til dels selv sine, mens hunde, der kun  færdes på bløde underlag, ikke har samme mulighed. For lange negle kan give smerter, når hunden går, og kan endda deformere tæerne. Ejere, hvis hunde  regelmæssigt kommer til frisør for at blive trimmet eller klippet, kan som regel nøjes med at få klippet hundens negle ved disse lejligheder.
Man kan få dyrlægen til at klippe hundens negle ved de regelmæssige vaccinationsbesøg, men ud over disse kan man naturligvis – mod betaling – altid få dyrlægen til at udføre arbejdet. Nogle dyrlæger har en særlig rabatordning med hensyn til negleklipning.

Mange hundeejere vælger selv at klippe hundens negle. Hertil bruges en  særlig klo- eller negle-saks. Som regel kan man regne med. at den del af  kloen, der vokser neden for trædepudens slidflade kan klippes af, men man skal være meget varsom og påpasselig, for nerver og blodårer går langt ud i kloen, og man kan nemt komme til at gøre fortræd. Særlig hos hunde med »sorte« negle er det svært at se, hvor man skal klippe. Det må stort set anbefales at lade professionelle ordne hundeneglene.

Trædepuder
Ru og ømme trædepuder kan behandles med levertransalve eller vaseline.
Nogle racer har under tæerne og mellem trædepuderne en kraftig hårvækst, og  fx pudler får disse hår klippet.
Hvis is- og sneklumper sætter sig fast, kan man klippe disse hår også på
andre hunde, men ellers er det bedst at lade hårene slides naturligt.

Kønsorganer
Mange hanhunde er plagede af forhudsbetændelse, og man skal med mellemrum   undersøge hunden for dette ved forsigtigt at trække forhuden let tilbage. Man kan således kontrollere, om der er irritation eller betændelse.  Behandling kan eventuelt udføres af en selv efter dyrlægens anvisning.
For hunhundens vedkommende skal man holde øje med udflåd fra skeden, idet
dette er tegn på sygdom.

Endetarm
Eventuelle afføringsrester skal fjernes fra pelsen ved endetarmsåbningen. Får resterne lov til sidde og tørre ud, kan de blokere åbningen, så hunden ikke kan komme af med næste afføring. Er skaden sket, kan man opbløde knoldene med bløde klude, vredet op i lunkent vand tilsat brun sæbe eller sæbespåner. Når alt er renset væk, kan man duppe tarmåbningen med lidt paraffinolie på en tot vat.
De langhårede hunde er særligt udsatte for, at afføringsrester sætter sig fast. Man kan med fordel klippe nogle af hårene væk omkring endetarmen på
disse hunde.

Analkirtler
Hunde har en analkirtel på hver side af endetarmsåbningen. Disse kirtler indeholder et sekret, som udtømmes samtidig med afføringen.Det kan ske, at udførselsgangene fra kirtlerne tilstoppes – ofte på grund af en betændelsestilstand – og sekretet ophobes i kirtlerne. Det giver irritation og kløe, som hunden søger at afhjælpe ved at »køre« rundt på enden.
Behandlingen er at tømme kirtlerne, men det er absolut ikke tilrådeligt selv at forsøge det.

Pelspleje
De »nemme« hunde
De kort- og glathårede racer er generelt nemme hunde, hvad pelspleje angår. En gang om ugen med en børste – og til de glathårede desuden en gnubbe-handske og vaskeskind – er som regel nok. Dog kan en daglig omgang med børsten i fældetiden forhindre alt for mange løse hår i stuerne. Det er nemlig forkert at tro, at glat- og korthårede hunde fælder mindre end
langhårede. Til den »nemme« hundegruppe hører: Basset, beagle, boxer, dobermann, glathåret foxterrier, kort- og ruhåret hønsehund, labrador retriever m.fl.
Dog kræver glathårede hunde som fx blodhund, bulldog og mops næsten daglig
pleje på grund af den rynkede og folderige hud.

De »krævende« hunde
Til denne gruppe hører stort set resten af racerne.
Nogle skal foruden børstning m.m. trimmes eller klippes, men fælles for dem alle er, at passer ejeren ikke hundens pels på behørig vis, kan man risikere en dag at stå med en filtret, uplejet og trist hund, som det vil  blive særdeles svært – og dyrt – at få tilbage til naturligt og velplejet
udseende igen.
Hvor tit? Og hvor længe? Man kan vælge en daglig omgang (ca. 5-15 min afhængig af pelstype og ejerens håndelag), eller man kan ca. en gang om ugen give hundepelsen en grundig behandling, men så må man  indstille sig på at bruge fra en halv time (hvis man fx har en boxer) til  en hel time (hvis man fx har en collie).

Hvilke redskaber
Udvalg og fabrikater er mangfoldige – tal evt. med en dygtig hundefrisør  men investerer man i en karte og en metalkam, skulle disse være effektive til alle racer, bortset fra de glathårede (til disse bruges som tidligere nævnt en børste, gnubbehandske og evt. et vaskeskind).

Trimning/klipning
Trimmehunde (bl.a. schnauzere og næsten alle ruhårede terriere).

Klippehunde (bl.a. pudler, bedlington og kerry-blue terriere m.fl.).
Mange hundeejere – deriblandt jeg selv – kunne ikke drømme om selv at trimme eller klippe hunden, men overlader det til en hundefrisør 2-3 gange om året. Pris: 300-800 kr. pr. gang.

Bad
Hvor tit bør man bade sin hund? Eller bør man helt lade være?
Bruger man de rigtige kvalitetspræparater – lad hundefrisør, dyrlæge eller specialforretning råde herom tager pels og hud ingen skade af selv hyppige bade. Behovet er dog forskelligt hos de forskellige hunderacer. Mange  langhårede hundepelse fx afghanere, yorkshire terriere og maltesere – kræver ofte hyppig vask, hver 3.-5. uge. Mange andre hunde kræver næsten
aldrig vask, med mindre de har trillet sig i et ådsel eller en mødding, så en »liflig« duft breder sig i hele huset -eller hvis dyrlægen har ordineret  et medicinsk bad på grund af hudproblemer, eller hvis hunden er blevet invaderet af lopper.

Mange trimmehunde, deriblandt mine schnauzere, har i øvrigt en dejlig vand- og snavsskyende pels, som sjældent lugter grimt ret længe, uanset hvad de har fundet af lækre sager at vælte sig i. Når man bader sin hund, er det vigtigt at skylle pelsen meget grundigt, dernæst frottere med håndklæder og evt. til sidst bruge en hårtørrer.En hund, der trimmes, bør ikke bades i ugerne omkring trimningen.
Det er ens pligt som hundeejer at sørge for, at ens hund er velplejet, og som det forhåbentlig fremgår af denne artikel, er det ikke megen tid, man behøver at bruge.

Ros hunden
Man må aldrig glemme at sludre med hunden, mens man arbejder med den, så den vænner sig til at forbinde noget rart med behandlingen. Ros den, når den står pænt, og forman den til ro, hvis den får et hysterisk anfald  undervejs eller vil bide i børsten. Giv den gerne en godbid som belønning, når seancen er overstået. Så har De en tryg og tillidsfuld hund, som i tilgift er
glad, fordi den er velplejet.
Ved den mindste mistanke om, at noget er galt, så kontakt dyrlægen. Hellere
en gang for meget end en gang for lidt – hellere for tidligt end for sent.

Af Vibeke Brisson
Fra Dyrefondets blad, Hunde-Journalen.