Sidst opdateret af .

Fyldte og betændte analkirtler

Min hund kører rumpen hen over gulvtæppet. Det virker, som om den har kløe bag i.

Dette er et af de symptomer, der meget ofte er til stede, hvis en hund har problemer med analsækkene eller analkirtlerne.

Og hvad er så analsække eller analkirtler? Det er 2 små kirtler, der sidder på hver sin side af endetarmsåbningen hos hunde, ja, hos alle rovdyr. Disse kirtler producerer et sekret, der efter de flestes opfattelse er endog særdeles ildelugtende – lidt ligesom rådden fisk.

Dette ildelugtende sekret dannes hele tiden, og når dyret har afføring, klemmes der en gang imellem lidt af sekretet ud, og på den måde er der en balance mellem den mængde, der dannes, og den mængde, som kommer ud af kirtlernes små udførselsgange.

Hvis ens hund bliver forskrækket, sker det tit, at den tømmer analkirtlerne. Sekretet anvendes til at afmærke territorier med og til at skræmme med, idet den grimme lugt holder eventuelle fjender lidt på afstand.

Hvis ens hund af en eller anden grund ikke får tømt sine kirtler, så ophober der sig mere og mere sekret i kirtlerne, de bliver udspilede, og det betyder tilsyneladende, at dyrene så får vanskeligere ved at tømme dem. Så forsøger dyret at kure rundt på rumpen, og det er tegn på, at der er et eller andet, der generer i den bagerste afdeling.

Hvis kirtlerne ikke tømmes på dette tidspunkt, enten ved at dyret selv får dem tømt, eller ved at ejeren eller dyrlægen hjælper til, så er der en risiko for, at der kommer betændelse i en eller begge af disse kirtler.

Og så bliver vores hund for alvor til en patient. Den får feber og bliver meget hævet og øm omkring endetarmsåbningen. Måske kan man dårligt få lov til at løfte halen, fordi det gør nederdrægtig ondt.

Så går turen til dyrlægen, som så renser og skyller kirtlerne, behandler med antibiotika og måske et middel, der dæmper ubehaget – og i løbet af få dage – er vores patient blevet rask igen.

Nogle hunde har altid problemer med at tømme deres analkirtler.

Hos sådanne dyr må man enten selv tømme kirtlerne et par gange om måneden, (få dyrlægen til at vise, hvordan man gør), eller få dyrlægen til at gøre det.

Hvis dette ikke fungerer ordentligt, og dyret måske går rundt halvdelen af tiden og er lidt generet, så kan man operativt fjerne disse kirtler og på den måde løse problemet én gang for alle.

Klik her, for at komme til ordbog om sygdomme hos hunde

Uddrag fra Dyrefondets medlemsblad, Hunde-Journalen.

At miste en hund.

Alle ved, at hunden kun lever 10 – 15 år, og at hundeejeren derfor højst sandsynligt overlever hunden. Alligevel kommer hundens død næsten altid bag på de fleste hundeejere. Sorgen er en psykologisk krise. Ordet krise kommer græsk og betyder afgørende vending, pludselig forandring, skæbnesvanger ændring.

Kriserne i livet anskues oftest negativt, men er faktisk en afgørende forudsætning for personlig udvikling, og øget selvindsigt.

Fælles for forskellige typer krisetilstande er, at man udsættes for hændelser og følelser, som er så anderledes og så stærke, at man har svært ved at mestre den situation, som opstår. Sorgen tager i en periode af længere eller kortere tid hele ens tankeliv og personlighed i besiddelse. Processen kan tage lang tid, og periodevis kan minderne og sorgen trænge sig på, selv meget lang tid efter.

Vi er efterhånden kommet et godt stykke i vores erkendelse af, at den sørgende må have lov til at tale og beskæftige sig med den afdøde, at det er vigtigt at give tid o.s.v., når det drejer sig om afdøde mennesker. Taler vi derimod om dyr, kan det være utrolig provokerende for andre, måske ikke dyreejere, at forlige sig med, at nogen har så stærke følelser for et dyr. Og man skal måske ikke regne med samme støtte eller psykologiske nærvær. Taler vi om omplacering, altså at skilles fra sin hund, mens den endnu lever, kan problemet med omgivelsernes manglende støtte være endnu værre. Men uanset årsagen hertil vækker hver separation stærke følelser af forladthed, tomhed, skyld og aggression.

Sorgprocessen foregår altid forskelligt, afhængig af den sørgendes køn, alder, personlige udrustning, hvor meget af hundeejerens identitet, der var knyttet til at være hundeejer, hvordan dødsfaldet foregik o.s.v., men følger dog alligevel næsten altid et bestemt mønster.

Sorgens forskellige faser.

Sorgarbejdet følger som regel i fire forskellige faser: Chockfasen, reaktionsfasen, bearbejdningsfasen og nyorienteringsfasen.
Faserne holdes dog ikke altid adskilt fra hinanden, de kan være vævet ind i hinanden eller forekomme udeblevet. En vigtig faktor for, hvorledes sorgen bearbejdes, vil være hvorvidt der findes tidligere mangelfuldt eller ubearbejdede kriser i den enkeltes liv. Ligeledes vil første skridt i retning af et konstruktivt sorgarbejde være at acceptere sin sorg og leve den ud. Følelser som angst og panik er almindelige og såfremt disse accepteres, vil de forsvinde efterhånden.

Det, der kendetegner et patologisk sorgforløb er stagnation, at den sørgende ikke bevæger sig frem gennem en fortløbende proces.

Chockfasen.

Kan vare fra et kort øjeblik til op til flere uger. Under chockfasen forsøges det at holde det skete fra sig, man vil eller kan ikke forstå og forsøger at benægte, at det nogensinde er forekommet. Hele det indre er kaos, og alligevel kan det til tider være skjult for omgivelserne.

Der er tale om en slags bedøvelsestilstand, hvor det kan være svært eller umuligt at træffe selv de mindste afgørelser. Derfor vil det ofte være katastrofalt om hundeejeren i denne fase presses til at tage en vigtig beslutning. Afgørelsen kan være uigennemtænkt, og hundeejeren kan derfor senere forfølges af skam og skyld. Snakker vi om en evt. beslutning om aflivning, vil denne fase være en meget uheldig tidsperiode at foretage dette valg i.

Reaktions og bearbejdningsfaserne.

Begynder i det øjeblik den efterladte åbner øjnene for det der er sket eller skal ske. Man prøver at finde en mening eller årsag til hændelsen.

Eftersom sorg også er en fysisk oplevelse, er det ikke usædvanligt, at mange oplever forskellige fysiske symptomer under disse faser. Der kan bl.a. være tale om søvnløshed, mareridt, træthed, mavebesvær, hovedpine, nedsat appetit, trøstespisning og vægtforøgelse. Rastløshed og besvær med arbejdet samt selv med små daglige gøremål vil kendetegne faserne.

Hunden er konstant i tankerne, man ser, hører, tænker konstant på hunden og gennemgår i tankerne det, der er sket. Savnet er stærkt og meget dominerende, og overdøver den normale logiske tankevirksomhed. Det er typisk at man kæmper for at bibeholde et billede så klart som muligt, og at man er bange for at glemme. Vrede, irritation og overdreven sårbarhed er karakteristisk.
Vreden kan vendes forskellige steder hen, mod hunden, dyrlægen, partneren eller indad. Skyldfølelser er meget almindelige: “Jeg svigtede min bedste ven” eller “jeg har dræbt min bedste ven”.

Nyorienteringsfasen.

Naturligt mindskes det omfang hunden fylder i hundeejerens tanker og følelsesliv og livet bliver langsomt almindeligt igen.

Er sorgprocessen forløbet hensigtsmæssigt vil hændelsen have forårsaget et sår, som gennem processen er blevet til et lukket ar. Hundeejeren vil aldrig glemme, det vil stadig kunne smerte, men tankerne omkring hunden vil ikke mere dominere tankevirksomheden.

Med venlig hilsen

Hundepsykologen

Lone Greva, cand.psych.