Sidst opdateret af .

Aktiviteter sin hund

Det vigtige i aktivering af hunde er ikke, at hundene lærer en masse øvelser lynhurtigt, men aktiveringen i sig selv.

Trækker indlæringen af momenter ud, bør man som som hundeejer lykønske sig selv, idet man jo så har aktiverings- øvelser til lang tid i modsætning til den hundeejer, hvis hund er meget lærenem og som følge heraf hele tiden skal finde på noget nyt.

De efterfølgende øvelser bør indlæres i et roligt miljø f.eks. i stuen, hvor hunden føler sig tryg og kan koncentrere sig 100%. Øvelser, der ligner hinanden f.eks. “se til højre” og “se til venstre bør ikke indlæres i samme periode, da de ligner hinanden så meget, at hundene let bliver forvirrede. Indlær den ene før du begynder med den anden. Det er bedst at nøjes med 3-4 øvelser i træk og hold så en 15-20 sek. Pause, inden du fortsætter. Read more

Hunde aflives pga. adfærd

Langt de fleste af Danmarks hunde ender deres liv på dyrlægens bord. De bliver aflivet, enten fordi de er blevet gamle og ikke mere har et værdigt liv, eller fordi de er syge. Deles aflivningsårsagerne op i forskellige kategorier som alder, hjerte/lungelidelser, kræftsygdommer, hudsygdomme, adfærdsproblemer osv., viser det sig ikke uventet, at ‘aldersgruppen’ udgør den største gruppe. Knap 30 % aflives pga. alder. På andenpladsen som aflivningsårsag kommer adfærdsproblemer. Det viser en stor dansk undersøgelse, som lige er offentliggjort som en videnskabelig artikel i Dansk Veterinær Tidsskrift, der er danske dyrlægers faglige blad. Undersøgelsen er baseret på registrering af 2500 aflivninger.

Ikke mindre end 21,4% af alle hunde aflives pga. adfærdsproblemer. Til sammenligning aflives 11,6% pga. kræftsygdomme, 6,8% pga. led – og muskelsygdomme og 4,4% pga. hjerte/lungesygdomme og 4,0% pga. lever/nyresygdomme. Hvis man ser bort fra de hunde, som er blevet gamle og nødvendigvis må herfra, fordi de ikke kan kureres, udgør adfærdsaflivninger ca. 1/3 af alle aflivningerne. Det er et meget højt tal, som må give anledning til bekymring.

De hunde, som aflives pga. fysiske lidelser, er som oftest noget oppe i årene. Det gælder imidlertid ikke for den gruppe, som udviser adfærdsproblemer. Her er der fortrinsvis er tale om meget unge hunde. Næsten halvdelen er endnu ikke fyldt 3 år. Det er rystende, at så mange unge hunde må lade livet. Bag de fleste af disse aflivninger ligger der ofte en tragedie for de familier, som har måttet give op, fordi hunden har voldt dem for store adfærdsmæssige problemer.

Flest hanhunde
Ca. 2/3 af de hunde, som aflives pga. adfærdsproblemer, er hanhunde. Det er et resultat, som kan give anledning til overvejelser i en købssituation. Hanhunde er normalt vanskeligere at “styre” end tæver. For den uerfarne er en tævehund normalt nemmere at tilpasse. Undersøgelsen viser, at der ca. dobbelt så stor risiko for, at hanhunde må aflives pga. adfærdsproblemer end tævehunde.

Størst risiko ved aggressivitet
Lad os se lidt nærmere på hvilke adfærdsproblemer, der er så alvorlige, at familien vælger aflivning som udvej:
Ca. 2/3 af adfærdsaflivninger udgøres af aggressionsproblemer. Dvs. at de typisk bliver aflivet, fordi de vil bide. Flest, fordi de er aggressive overfor familiemedlemmerne selv, men også en stor del fordi de vil bide fremmede mennesker eller andre hunde.
Små hunderacer er i mindst risiko for aflivning, når de udviser adfærdsproblemer, herunder aggressivitet. Der er en klar tendens til, at jo større hundene er, jo dårligere kan man tolerere især aggressiv adfærd. Det er vel heller ikke så underligt. Det er nemmere at leve med en aggressiv gravhund end en aggressiv dobermann eller st. bernhard. Om store hunde hyppigere er aggressive end små hunde, kan ikke udledes af undersøgelsen, men risikoen for at miste livet, hvis man er det, er altså større, jo større man er (jo mere man vejer).

Den sidste 1/3 af hundene aflives pga. “alene hjemme problemer”, angst eller andre adfærdsproblemer. Separationsangst eller angsten for adskillelse fra familien er et meget hyppigt adfærdsproblem, men det fører dog væsentligt sjældnere til aflivning end aggressivitet. 13% aflives med den diagnose. Angstproblemer i øvrigt (f.eks. angst for lyde, ting o. lign..) fører til aflivning i ca. 8% af tilfældene.

Kun få behandles
Undersøgelsen har også set på, hvor mange af de hunde, som er blevet aflivet pga. adfærdsproblemer, der er blevet forsøgt behandlet. Det er et chokerende lavt antal. Under 16% er forsøgt behandlet, inden de er aflivet. De fleste af disse hunde er enten blevet kastreret, hormonbehandlet, behandlet med medicin eller henvist til lydighedstræning. Under 5% har modtaget en egentlig professionel veterinær adfærdsrådgivning.
Når man ved, at der findes en løsning på langt de fleste adfærdsproblemer, er det en noget chokerende opdagelse.

Ud fra et realistisk skøn aflives der i Danmark ca. 50.000 hunde om året. Heraf altså ca. 12.000 pga. adfærdsproblemer. Mindre end 600 af disse hunde er blevet tilbudt egentlig adfærdsrådgivning. Mere end 11.000 er aflivet, uden at der er foretaget en egentlig behandling med adfærdsmodifikation, dvs. ændring af hundens adfærdsmønster.

Om forklaringen herpå skal søges i hundeejernes manglende kendskab til, at dyrlægerne i dag også kan tilbyde adfærdsbehandling – evt. ved henvisning til kolleger med særlig indsigt i området – eller i at hundeejerne føler det flovt at skulle bede om den form for rådgivning eller helt andre forhold, må indtil videre stå hen i det uvisse.

En ting er helt sikker: Jo før man erkender, at er er problemer af adfærdsmæssig karakter, jo nemmere er det at få rettet op på problemerne. På universitetshospitalet i Pensylvania i USA, hvor man har dyrlæger, der er eksperter i adfærdsrådgivning, aflives kun 10% af de hunde, som kommer til behandling med aggressionsproblemer. Det viser, at man kan komme langt med en korrekt behandling og vejledning.

Langt de fleste af Danmarks hunde ender deres liv på dyrlægens bord. De bliver aflivet, enten fordi de er blevet gamle og ikke mere har et værdigt liv, eller fordi de er syge. Deles aflivningsårsagerne op i forskellige kategorier som alder, hjerte/lungelidelser, kræftsygdommer, hudsygdomme, adfærdsproblemer osv., viser det sig ikke uventet, at ‘aldersgruppen’ udgør den største gruppe. Knap 30 % aflives pga. alder. På andenpladsen som aflivningsårsag kommer adfærdsproblemer. Det viser en stor dansk undersøgelse, som lige er offentliggjort som en videnskabelig artikel i Dansk Veterinær Tidsskrift, der er danske dyrlægers faglige blad. Undersøgelsen er baseret på registrering af 2500 aflivninger.

Ikke mindre end 21,4% af alle hunde aflives pga. adfærdsproblemer. Til sammenligning aflives 11,6% pga. kræftsygdomme, 6,8% pga. led – og muskelsygdomme og 4,4% pga. hjerte/lungesygdomme og 4,0% pga. lever/nyresygdomme. Hvis man ser bort fra de hunde, som er blevet gamle og nødvendigvis må herfra, fordi de ikke kan kureres, udgør adfærdsaflivninger ca. 1/3 af alle aflivningerne. Det er et meget højt tal, som må give anledning til bekymring.

De hunde, som aflives pga. fysiske lidelser, er som oftest noget oppe i årene. Det gælder imidlertid ikke for den gruppe, som udviser adfærdsproblemer. Her er der fortrinsvis er tale om meget unge hunde. Næsten halvdelen er endnu ikke fyldt 3 år. Det er rystende, at så mange unge hunde må lade livet. Bag de fleste af disse aflivninger ligger der ofte en tragedie for de familier, som har måttet give op, fordi hunden har voldt dem for store adfærdsmæssige problemer.

Flest hanhunde
Ca. 2/3 af de hunde, som aflives pga. adfærdsproblemer, er hanhunde. Det er et resultat, som kan give anledning til overvejelser i en købssituation. Hanhunde er normalt vanskeligere at “styre” end tæver. For den uerfarne er en tævehund normalt nemmere at tilpasse. Undersøgelsen viser, at der ca. dobbelt så stor risiko for, at hanhunde må aflives pga. adfærdsproblemer end tævehunde.

Størst risiko ved aggressivitet
Lad os se lidt nærmere på hvilke adfærdsproblemer, der er så alvorlige, at familien vælger aflivning som udvej:
Ca. 2/3 af adfærdsaflivninger udgøres af aggressionsproblemer. Dvs. at de typisk bliver aflivet, fordi de vil bide. Flest, fordi de er aggressive overfor familiemedlemmerne selv, men også en stor del fordi de vil bide fremmede mennesker eller andre hunde.
Små hunderacer er i mindst risiko for aflivning, når de udviser adfærdsproblemer, herunder aggressivitet. Der er en klar tendens til, at jo større hundene er, jo dårligere kan man tolerere især aggressiv adfærd. Det er vel heller ikke så underligt. Det er nemmere at leve med en aggressiv gravhund end en aggressiv dobermann eller st. bernhard. Om store hunde hyppigere er aggressive end små hunde, kan ikke udledes af undersøgelsen, men risikoen for at miste livet, hvis man er det, er altså større, jo større man er (jo mere man vejer).

Den sidste 1/3 af hundene aflives pga. “alene hjemme problemer”, angst eller andre adfærdsproblemer. Separationsangst eller angsten for adskillelse fra familien er et meget hyppigt adfærdsproblem, men det fører dog væsentligt sjældnere til aflivning end aggressivitet. 13% aflives med den diagnose. Angstproblemer i øvrigt (f.eks. angst for lyde, ting o. lign..) fører til aflivning i ca. 8% af tilfældene.

Kun få behandles
Undersøgelsen har også set på, hvor mange af de hunde, som er blevet aflivet pga. adfærdsproblemer, der er blevet forsøgt behandlet. Det er et chokerende lavt antal. Under 16% er forsøgt behandlet, inden de er aflivet. De fleste af disse hunde er enten blevet kastreret, hormonbehandlet, behandlet med medicin eller henvist til lydighedstræning. Under 5% har modtaget en egentlig professionel veterinær adfærdsrådgivning.
Når man ved, at der findes en løsning på langt de fleste adfærdsproblemer, er det en noget chokerende opdagelse.

Ud fra et realistisk skøn aflives der i Danmark ca. 50.000 hunde om året. Heraf altså ca. 12.000 pga. adfærdsproblemer. Mindre end 600 af disse hunde er blevet tilbudt egentlig adfærdsrådgivning. Mere end 11.000 er aflivet, uden at der er foretaget en egentlig behandling med adfærdsmodifikation, dvs. ændring af hundens adfærdsmønster.

Om forklaringen herpå skal søges i hundeejernes manglende kendskab til, at dyrlægerne i dag også kan tilbyde adfærdsbehandling – evt. ved henvisning til kolleger med særlig indsigt i området – eller i at hundeejerne føler det flovt at skulle bede om den form for rådgivning eller helt andre forhold, må indtil videre stå hen i det uvisse.

En ting er helt sikker: Jo før man erkender, at er er problemer af adfærdsmæssig karakter, jo nemmere er det at få rettet op på problemerne. På universitetshospitalet i Pensylvania i USA, hvor man har dyrlæger, der er eksperter i adfærdsrådgivning, aflives kun 10% af de hunde, som kommer til behandling med aggressionsproblemer. Det viser, at man kan komme langt med en korrekt behandling og vejledning.

v/Fagdyrlæge Jørgen Mikkelsen