Parvovirus infektion hos hund

Sidst opdateret af .

Hunde parvorius er en virusinfektion hos hunde, der hovendsaglig giver anledning til et akut og smitsom mave/tarm onde, det vil sige opkastninger, diarré, feber og nedstemthed. Tilstanden er speciel kritisk for hvalpe.

Hunde parvovirus er en forholdsvis “ung” sygdom, der først blev identificeret i slutningen af 70érne. Før det, havde det pågældende virus ikke været tilstede. Man mener således, at det oprindeligt var en virusinfektion hos kat eller eventuelt et andet dyr, der så har adapteret (muteret) sig til hunde. Infektionen skyldes, som navnet siger en parvovirus kendt som CPV2. Sidenhen har viruspartiklen ændret sig en smule og idag synes den at være mindre

Smitte med parvovirus sker ved, at en smittet hund udskiller virus via sin afføring, som så overføres til en modtagelig hund. Dette kan ske ved at hunden spiser noget afføring, men typisk overføres smitten med kontamineret jord. Parvovirus er en meget standhaftig virus, der blandt andet tåler udtørring, varme og en lang række rengøringsmidler uden, at de derved mister deres evne til, at fremprovokere sygdom. Derfor er det meget svært at undgå, at ens hund kommer i kontakt med viruspartikelen, selvom man kun går de steder, hvor andre hunde sjældent luftes.

Viruspartiklerne multiplicerer sig i de celler, der undergår hurtig deling, det vil sige overvejende celler i tarmsystemet. Hos unge hunde ses desuden multiplicering i celler i benmarven, i lymphatisk væv og eventuelt i hjertemuskulaturen. Tegn på sygdom ses typisk 4-14 dage efter smitte. De første symptomer er oftest nedstemthed, tab af appetit, feber og opkastninger. I løbet af 1 til 2 dage udvikles en blodig diarrétilstand, der tager til i styrke. Da denne lidelse specielt rammer unge hunde ses meget hurtigt dehydrering (væskemangel) hvorefter sygdommen accelerer eksplosivt. Således vil parvovirus blandt andet beskadige tarmvæggen, hvorved der opstår en septikæmitilstand, det vil sige en bakteriel invasion fra tarmsystemet til blodbanen og dermed resten af kroppen. Virusinfektionen vil desuden nedbryde knoglemarven, hvilket har stor betydning for individets egne forsvarsmekanismer. Diagnosen stilles på symptomerne samt laboratorieprøver af afføringen.

Behandling afhænger af patientens tilstand men som oftest kræver det indlæggelse og behandling med blandt andet væske, antibiotika, diæt m.m. Selvom man giver den rette behandling kan patienten dø, så derfor er det meget vigtigt, at man kommer til dyrlæge hurtigst muligt, så den rette behandling kan gives i god tid.

De hunde, der oftest angribes er i alderen 6 til cirka 20 uger. Er tæven blevet regelmæssig vaccineret vil hun overføre antistoffer til hvalpene, og disse vil være godt beskyttet i cirka 1 til 3 måneder afhængig af, hvor meget antistof de har fået overført. Herefter bliver hvalpene nød til at dannet deres eget immunforsvar mod parvovirus og det er i denne periode, at de er mest sårbare.

Det bedste forsvar mod hundeparvovirus er vaccination. Er du i tvivl om hvorvidt din hund er maximalt beskyttet mod parvovirus, så kontakt din dyrlæge. Udfra din hunds vaccinationspapirer, kan din dyrlæge hurtigt se, om det er tid til en vaccination.

Klik her, for at komme til ordbog om sygdomme hos hunde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.