Min hund kaster op eller har diarre

Sidst opdateret af .

hvad skal jeg gøre?

Når hunden kaster op, kan det skyldes mange forskellige ting. Hvis der er tale om en enkel opkastning i døgnet, hvor hunden bliver ved med at kaste op over en uge, eller hvis der er tale om tiltagende opkastninger over flere uger, bør du søge dyrlæge og få taget en blodprøve til undersøgelse af bl.a lever og nyrer.

Hvis opkastningerne kommer akut og voldsomt, kan de skyldes infektion eller dårligt foder. Men du kan være sikker på, at maven i hvert fald ikke har det godt. Når først maven er sart, er der to ting, der provokerer opkastningerne. Den ene er, når maven bliver fyldt ud af et måltid, og den anden er, når der kommer “almindelig” mad ned i maven. Der sidder nogle nerveender i mavesækken, som bliver meget sarte, når kroppen ikke har det godt. Det svarer til, hvis vi andre havde opkastninger og derefter drak spiritus eller spiste meget krydret mad. Det vil hos de fleste gøre opkastningerne meget værre. Det samme sker for vores hunde.
.
Når hunden får pludselige opkastninger, er den første ting, man gør, at tage maden fra dem. Det giver mavesækken ro, og hvis man er heldig, får man stoppet opkastningerne. Hunden skal fastes i 24-36 timer. Lad dens vand stå fremme, da hunden kan dø af dehydrering, hvis den kaster op eller har diarre og samtidig ikke har adgang til væske. Hvis din hund ikke stopper med at kaste op, mens den bliver fastet, skal du søge dyrlæge.

Som oftest får hunden diarre i forbindelse med, at de har opkastninger. Det skyldes formodentlig virus, der spreder sig enten via vores fødder eller direkte ved kontakt mellem dyrene. Nogen gange ser man hunde, der har kronisk diarre – her bør man altid søge dyrlæge. Ligesom for opkastninger er det ved diarre vigtigt at give tarmene ro, så kuren for en diarre er den samme som for opkastninger: Den starter altså med, at man faster hunden.

Efter fasteperioden giver man ganske små måltider mange gange daglig med et letfordøjeligt foder. Det bedste foder fås hos dyrlægen både som dåsemad og som tørkost, og det er et foder, der er specielt beregnet på dyr med fordøjelsesproblemer. Kan du ikke få fat i dette foder, kan hunden få ris kogt i over 1 time, så de bliver helt udkogte. Heri blandes kogt torsk eller sej (1/3 kogt torsk til 2/3 kogte ris). Denne blanding mangler mange vitaminer og mineraler og skal derfor kun benyttes i få dage til en uge. Den særlige diætkost fra dyrlægen kan du bruge længere.

Mængden varierer meget i forhold til størrelsen af hunden. Der kan din lokale dyrlæge hjælpe med hvor meget mad lige din hund skal have at spise.

HUSK:
1 Alle former for mælkeprodukter – også A-38 – er forbudte, når din hund har opkastninger eller diarre.
2) Undgå enhver form for rå æg
3) Undgå enhver form for rå fisk
4) Undgå ALTID råt svinekød eller råt fjerkræ – det kan indeholde mange forskellige organismer, der kan give sygdom hos hunde. Og de fleste af dem smitter til mennesker….
5) Hvis din hund virker meget stille og sløv – Søg dyrlæge.
6) Hvis din hund prøver at kaste op, men der kommer ikke noget, og hunden samtidig er meget dårlig – søg dyrlæge omgående. Det kan være livstruende. Din hund kan have fået en mavedrejning.

Klik her, for at komme til ordbog om sygdomme hos hunde

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.