Hunden er angst for lyde

Sidst opdateret af .

Hundens angst for lyde er ligesom al adfærd underlagt arvelighedsreglerne. Hvor arvelig denne disposition er, ved man ikke med sikkerhed. Hundemoderens påvirkning af hvalpene i en meget tidlig alder kan være en medvirkende faktor til, at angst for lyde ofte tilskrives en højere arvelighed end den måske har. Nervøse mødre påvirker hvalpene til at reagere nervøst over for bestemte stimuli. Angst for lyde kan også ganske enkelt skyldes indlæring. Hunde, som udsættes for høje, voldsomme lyde, kan blive så forskrækkede, at de udvikler en bredspektret angst over for lyde.

 Det er normalt lyde som skud, fyrværkeri, boremaskiner, biludstødninger o.l. som hunde reagerer over for, men undertiden kan lydfølsomme hunde også påvirkes af simple lyde, som når man taber noget. Det er meget almindeligt, at hunde ikke kan lide støvsuger og som regel harmløst.

Angst for skud kan skyldes forkert indlæring. Udsættes hunden for skud for første gang på meget kort afstand, kan dette medvirke til en varig angst.

 Behandlingen af angst for lyde er møjsommelig og ofte fører den ikke til mærkbare resultater. Hvis hunden lider af angst for mange forskellige lyde og er generelt nervøs, lykkes det normalt ikke at helbrede hunden. I mildere tilfælde går behandlingen ud på at påvirke hunden gradvist.

 Træn hunden i en bestemt situation hvor hunden føler sig tryg. Kast for eksempel nogle godbidder og lær hunden at søge efter dem.

Bekræft jævnligt for hunden, at det er rigtigt, det den gør, med et ja.

Bed en medhjælper om at tabe en genstand i et rum ved siden af. Pas på ikke at påvirke hunden negativt ved for eksempel at forsøge at give hunden forklaringer på, hvad der sker. Hunden forstår det ikke, men kan blive betænkelig ved ejerens opførsel.

Reagerer hunden kun lidt eller slet ikke på lyden af den tabte genstand, men søger videre, gør intet.

Reagerer hunden på lyden af den tabte genstand, smid straks flere godbidder ud og sig søg. Gentag dette indtil hunden ikke reagerer på lyden.

Fortsæt med at lade medhjælperen komme gradvis tættere på indtil genstanden kan tabes forholdsvis tæt på hunden.

– Hvis hunden er angst for skud eller fyrværkeri kan man følge samme metode, erstat blot den genstand, der tabes med skud eller fyrværkeri. Husk, at de første skud/fyrværkeri skal udløses på betragtelig afstand fra hunden, og at al tilnærmelse skal ske gradvis.

 

Svære tilfælde, hvor hunde lider af angst for fyrværkeri, kan ikke helbredes. Ejerne rådes til at skåne hunden så vidt muligt og til at kontakte egen dyrlæge for medicinering i forbindelse med for eksempel nytårsaften.

Ældre hunde kan også udvikle angst for lyde, som de ikke har haft før. Dette kan skyldes nedsat hørelse. Lydene genkendes eller lokaliseres ikke længere effektivt nok, og hunden føler sig usikker.

Disse lyd problemer hos hunde, dem har jeg forsøgt at løse, da jeg har lavet en lyd cd, samt en vejledning til hvordan man arbejder med sin hund, kik på www.kaarups.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.