Fyldte og betændte analkirtler

Sidst opdateret af .

Min hund kører rumpen hen over gulvtæppet. Det virker, som om den har kløe bag i.

Dette er et af de symptomer, der meget ofte er til stede, hvis en hund har problemer med analsækkene eller analkirtlerne.

Og hvad er så analsække eller analkirtler? Det er 2 små kirtler, der sidder på hver sin side af endetarmsåbningen hos hunde, ja, hos alle rovdyr. Disse kirtler producerer et sekret, der efter de flestes opfattelse er endog særdeles ildelugtende – lidt ligesom rådden fisk.

Dette ildelugtende sekret dannes hele tiden, og når dyret har afføring, klemmes der en gang imellem lidt af sekretet ud, og på den måde er der en balance mellem den mængde, der dannes, og den mængde, som kommer ud af kirtlernes små udførselsgange.

Hvis ens hund bliver forskrækket, sker det tit, at den tømmer analkirtlerne. Sekretet anvendes til at afmærke territorier med og til at skræmme med, idet den grimme lugt holder eventuelle fjender lidt på afstand.

Hvis ens hund af en eller anden grund ikke får tømt sine kirtler, så ophober der sig mere og mere sekret i kirtlerne, de bliver udspilede, og det betyder tilsyneladende, at dyrene så får vanskeligere ved at tømme dem. Så forsøger dyret at kure rundt på rumpen, og det er tegn på, at der er et eller andet, der generer i den bagerste afdeling.

Hvis kirtlerne ikke tømmes på dette tidspunkt, enten ved at dyret selv får dem tømt, eller ved at ejeren eller dyrlægen hjælper til, så er der en risiko for, at der kommer betændelse i en eller begge af disse kirtler.

Og så bliver vores hund for alvor til en patient. Den får feber og bliver meget hævet og øm omkring endetarmsåbningen. Måske kan man dårligt få lov til at løfte halen, fordi det gør nederdrægtig ondt.

Så går turen til dyrlægen, som så renser og skyller kirtlerne, behandler med antibiotika og måske et middel, der dæmper ubehaget – og i løbet af få dage – er vores patient blevet rask igen.

Nogle hunde har altid problemer med at tømme deres analkirtler.

Hos sådanne dyr må man enten selv tømme kirtlerne et par gange om måneden, (få dyrlægen til at vise, hvordan man gør), eller få dyrlægen til at gøre det.

Hvis dette ikke fungerer ordentligt, og dyret måske går rundt halvdelen af tiden og er lidt generet, så kan man operativt fjerne disse kirtler og på den måde løse problemet én gang for alle.

Klik her, for at komme til ordbog om sygdomme hos hunde

Uddrag fra Dyrefondets medlemsblad, Hunde-Journalen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.