Sidst opdateret af .

At miste en hund.

Alle ved, at hunden kun lever 10 – 15 år, og at hundeejeren derfor højst sandsynligt overlever hunden. Alligevel kommer hundens død næsten altid bag på de fleste hundeejere. Sorgen er en psykologisk krise. Ordet krise kommer græsk og betyder afgørende vending, pludselig forandring, skæbnesvanger ændring.

Kriserne i livet anskues oftest negativt, men er faktisk en afgørende forudsætning for personlig udvikling, og øget selvindsigt.

Fælles for forskellige typer krisetilstande er, at man udsættes for hændelser og følelser, som er så anderledes og så stærke, at man har svært ved at mestre den situation, som opstår. Sorgen tager i en periode af længere eller kortere tid hele ens tankeliv og personlighed i besiddelse. Processen kan tage lang tid, og periodevis kan minderne og sorgen trænge sig på, selv meget lang tid efter.

Vi er efterhånden kommet et godt stykke i vores erkendelse af, at den sørgende må have lov til at tale og beskæftige sig med den afdøde, at det er vigtigt at give tid o.s.v., når det drejer sig om afdøde mennesker. Taler vi derimod om dyr, kan det være utrolig provokerende for andre, måske ikke dyreejere, at forlige sig med, at nogen har så stærke følelser for et dyr. Og man skal måske ikke regne med samme støtte eller psykologiske nærvær. Taler vi om omplacering, altså at skilles fra sin hund, mens den endnu lever, kan problemet med omgivelsernes manglende støtte være endnu værre. Men uanset årsagen hertil vækker hver separation stærke følelser af forladthed, tomhed, skyld og aggression.

Sorgprocessen foregår altid forskelligt, afhængig af den sørgendes køn, alder, personlige udrustning, hvor meget af hundeejerens identitet, der var knyttet til at være hundeejer, hvordan dødsfaldet foregik o.s.v., men følger dog alligevel næsten altid et bestemt mønster.

Sorgens forskellige faser.

Sorgarbejdet følger som regel i fire forskellige faser: Chockfasen, reaktionsfasen, bearbejdningsfasen og nyorienteringsfasen.
Faserne holdes dog ikke altid adskilt fra hinanden, de kan være vævet ind i hinanden eller forekomme udeblevet. En vigtig faktor for, hvorledes sorgen bearbejdes, vil være hvorvidt der findes tidligere mangelfuldt eller ubearbejdede kriser i den enkeltes liv. Ligeledes vil første skridt i retning af et konstruktivt sorgarbejde være at acceptere sin sorg og leve den ud. Følelser som angst og panik er almindelige og såfremt disse accepteres, vil de forsvinde efterhånden.

Det, der kendetegner et patologisk sorgforløb er stagnation, at den sørgende ikke bevæger sig frem gennem en fortløbende proces.

Chockfasen.

Kan vare fra et kort øjeblik til op til flere uger. Under chockfasen forsøges det at holde det skete fra sig, man vil eller kan ikke forstå og forsøger at benægte, at det nogensinde er forekommet. Hele det indre er kaos, og alligevel kan det til tider være skjult for omgivelserne.

Der er tale om en slags bedøvelsestilstand, hvor det kan være svært eller umuligt at træffe selv de mindste afgørelser. Derfor vil det ofte være katastrofalt om hundeejeren i denne fase presses til at tage en vigtig beslutning. Afgørelsen kan være uigennemtænkt, og hundeejeren kan derfor senere forfølges af skam og skyld. Snakker vi om en evt. beslutning om aflivning, vil denne fase være en meget uheldig tidsperiode at foretage dette valg i.

Reaktions og bearbejdningsfaserne.

Begynder i det øjeblik den efterladte åbner øjnene for det der er sket eller skal ske. Man prøver at finde en mening eller årsag til hændelsen.

Eftersom sorg også er en fysisk oplevelse, er det ikke usædvanligt, at mange oplever forskellige fysiske symptomer under disse faser. Der kan bl.a. være tale om søvnløshed, mareridt, træthed, mavebesvær, hovedpine, nedsat appetit, trøstespisning og vægtforøgelse. Rastløshed og besvær med arbejdet samt selv med små daglige gøremål vil kendetegne faserne.

Hunden er konstant i tankerne, man ser, hører, tænker konstant på hunden og gennemgår i tankerne det, der er sket. Savnet er stærkt og meget dominerende, og overdøver den normale logiske tankevirksomhed. Det er typisk at man kæmper for at bibeholde et billede så klart som muligt, og at man er bange for at glemme. Vrede, irritation og overdreven sårbarhed er karakteristisk.
Vreden kan vendes forskellige steder hen, mod hunden, dyrlægen, partneren eller indad. Skyldfølelser er meget almindelige: “Jeg svigtede min bedste ven” eller “jeg har dræbt min bedste ven”.

Nyorienteringsfasen.

Naturligt mindskes det omfang hunden fylder i hundeejerens tanker og følelsesliv og livet bliver langsomt almindeligt igen.

Er sorgprocessen forløbet hensigtsmæssigt vil hændelsen have forårsaget et sår, som gennem processen er blevet til et lukket ar. Hundeejeren vil aldrig glemme, det vil stadig kunne smerte, men tankerne omkring hunden vil ikke mere dominere tankevirksomheden.

Med venlig hilsen

Hundepsykologen

Lone Greva, cand.psych.

Hunde aflives pga. adfærd

Langt de fleste af Danmarks hunde ender deres liv på dyrlægens bord. De bliver aflivet, enten fordi de er blevet gamle og ikke mere har et værdigt liv, eller fordi de er syge. Deles aflivningsårsagerne op i forskellige kategorier som alder, hjerte/lungelidelser, kræftsygdommer, hudsygdomme, adfærdsproblemer osv., viser det sig ikke uventet, at ‘aldersgruppen’ udgør den største gruppe. Knap 30 % aflives pga. alder. På andenpladsen som aflivningsårsag kommer adfærdsproblemer. Det viser en stor dansk undersøgelse, som lige er offentliggjort som en videnskabelig artikel i Dansk Veterinær Tidsskrift, der er danske dyrlægers faglige blad. Undersøgelsen er baseret på registrering af 2500 aflivninger.

Ikke mindre end 21,4% af alle hunde aflives pga. adfærdsproblemer. Til sammenligning aflives 11,6% pga. kræftsygdomme, 6,8% pga. led – og muskelsygdomme og 4,4% pga. hjerte/lungesygdomme og 4,0% pga. lever/nyresygdomme. Hvis man ser bort fra de hunde, som er blevet gamle og nødvendigvis må herfra, fordi de ikke kan kureres, udgør adfærdsaflivninger ca. 1/3 af alle aflivningerne. Det er et meget højt tal, som må give anledning til bekymring.

De hunde, som aflives pga. fysiske lidelser, er som oftest noget oppe i årene. Det gælder imidlertid ikke for den gruppe, som udviser adfærdsproblemer. Her er der fortrinsvis er tale om meget unge hunde. Næsten halvdelen er endnu ikke fyldt 3 år. Det er rystende, at så mange unge hunde må lade livet. Bag de fleste af disse aflivninger ligger der ofte en tragedie for de familier, som har måttet give op, fordi hunden har voldt dem for store adfærdsmæssige problemer.

Flest hanhunde
Ca. 2/3 af de hunde, som aflives pga. adfærdsproblemer, er hanhunde. Det er et resultat, som kan give anledning til overvejelser i en købssituation. Hanhunde er normalt vanskeligere at “styre” end tæver. For den uerfarne er en tævehund normalt nemmere at tilpasse. Undersøgelsen viser, at der ca. dobbelt så stor risiko for, at hanhunde må aflives pga. adfærdsproblemer end tævehunde.

Størst risiko ved aggressivitet
Lad os se lidt nærmere på hvilke adfærdsproblemer, der er så alvorlige, at familien vælger aflivning som udvej:
Ca. 2/3 af adfærdsaflivninger udgøres af aggressionsproblemer. Dvs. at de typisk bliver aflivet, fordi de vil bide. Flest, fordi de er aggressive overfor familiemedlemmerne selv, men også en stor del fordi de vil bide fremmede mennesker eller andre hunde.
Små hunderacer er i mindst risiko for aflivning, når de udviser adfærdsproblemer, herunder aggressivitet. Der er en klar tendens til, at jo større hundene er, jo dårligere kan man tolerere især aggressiv adfærd. Det er vel heller ikke så underligt. Det er nemmere at leve med en aggressiv gravhund end en aggressiv dobermann eller st. bernhard. Om store hunde hyppigere er aggressive end små hunde, kan ikke udledes af undersøgelsen, men risikoen for at miste livet, hvis man er det, er altså større, jo større man er (jo mere man vejer).

Den sidste 1/3 af hundene aflives pga. “alene hjemme problemer”, angst eller andre adfærdsproblemer. Separationsangst eller angsten for adskillelse fra familien er et meget hyppigt adfærdsproblem, men det fører dog væsentligt sjældnere til aflivning end aggressivitet. 13% aflives med den diagnose. Angstproblemer i øvrigt (f.eks. angst for lyde, ting o. lign..) fører til aflivning i ca. 8% af tilfældene.

Kun få behandles
Undersøgelsen har også set på, hvor mange af de hunde, som er blevet aflivet pga. adfærdsproblemer, der er blevet forsøgt behandlet. Det er et chokerende lavt antal. Under 16% er forsøgt behandlet, inden de er aflivet. De fleste af disse hunde er enten blevet kastreret, hormonbehandlet, behandlet med medicin eller henvist til lydighedstræning. Under 5% har modtaget en egentlig professionel veterinær adfærdsrådgivning.
Når man ved, at der findes en løsning på langt de fleste adfærdsproblemer, er det en noget chokerende opdagelse.

Ud fra et realistisk skøn aflives der i Danmark ca. 50.000 hunde om året. Heraf altså ca. 12.000 pga. adfærdsproblemer. Mindre end 600 af disse hunde er blevet tilbudt egentlig adfærdsrådgivning. Mere end 11.000 er aflivet, uden at der er foretaget en egentlig behandling med adfærdsmodifikation, dvs. ændring af hundens adfærdsmønster.

Om forklaringen herpå skal søges i hundeejernes manglende kendskab til, at dyrlægerne i dag også kan tilbyde adfærdsbehandling – evt. ved henvisning til kolleger med særlig indsigt i området – eller i at hundeejerne føler det flovt at skulle bede om den form for rådgivning eller helt andre forhold, må indtil videre stå hen i det uvisse.

En ting er helt sikker: Jo før man erkender, at er er problemer af adfærdsmæssig karakter, jo nemmere er det at få rettet op på problemerne. På universitetshospitalet i Pensylvania i USA, hvor man har dyrlæger, der er eksperter i adfærdsrådgivning, aflives kun 10% af de hunde, som kommer til behandling med aggressionsproblemer. Det viser, at man kan komme langt med en korrekt behandling og vejledning.

Langt de fleste af Danmarks hunde ender deres liv på dyrlægens bord. De bliver aflivet, enten fordi de er blevet gamle og ikke mere har et værdigt liv, eller fordi de er syge. Deles aflivningsårsagerne op i forskellige kategorier som alder, hjerte/lungelidelser, kræftsygdommer, hudsygdomme, adfærdsproblemer osv., viser det sig ikke uventet, at ‘aldersgruppen’ udgør den største gruppe. Knap 30 % aflives pga. alder. På andenpladsen som aflivningsårsag kommer adfærdsproblemer. Det viser en stor dansk undersøgelse, som lige er offentliggjort som en videnskabelig artikel i Dansk Veterinær Tidsskrift, der er danske dyrlægers faglige blad. Undersøgelsen er baseret på registrering af 2500 aflivninger.

Ikke mindre end 21,4% af alle hunde aflives pga. adfærdsproblemer. Til sammenligning aflives 11,6% pga. kræftsygdomme, 6,8% pga. led – og muskelsygdomme og 4,4% pga. hjerte/lungesygdomme og 4,0% pga. lever/nyresygdomme. Hvis man ser bort fra de hunde, som er blevet gamle og nødvendigvis må herfra, fordi de ikke kan kureres, udgør adfærdsaflivninger ca. 1/3 af alle aflivningerne. Det er et meget højt tal, som må give anledning til bekymring.

De hunde, som aflives pga. fysiske lidelser, er som oftest noget oppe i årene. Det gælder imidlertid ikke for den gruppe, som udviser adfærdsproblemer. Her er der fortrinsvis er tale om meget unge hunde. Næsten halvdelen er endnu ikke fyldt 3 år. Det er rystende, at så mange unge hunde må lade livet. Bag de fleste af disse aflivninger ligger der ofte en tragedie for de familier, som har måttet give op, fordi hunden har voldt dem for store adfærdsmæssige problemer.

Flest hanhunde
Ca. 2/3 af de hunde, som aflives pga. adfærdsproblemer, er hanhunde. Det er et resultat, som kan give anledning til overvejelser i en købssituation. Hanhunde er normalt vanskeligere at “styre” end tæver. For den uerfarne er en tævehund normalt nemmere at tilpasse. Undersøgelsen viser, at der ca. dobbelt så stor risiko for, at hanhunde må aflives pga. adfærdsproblemer end tævehunde.

Størst risiko ved aggressivitet
Lad os se lidt nærmere på hvilke adfærdsproblemer, der er så alvorlige, at familien vælger aflivning som udvej:
Ca. 2/3 af adfærdsaflivninger udgøres af aggressionsproblemer. Dvs. at de typisk bliver aflivet, fordi de vil bide. Flest, fordi de er aggressive overfor familiemedlemmerne selv, men også en stor del fordi de vil bide fremmede mennesker eller andre hunde.
Små hunderacer er i mindst risiko for aflivning, når de udviser adfærdsproblemer, herunder aggressivitet. Der er en klar tendens til, at jo større hundene er, jo dårligere kan man tolerere især aggressiv adfærd. Det er vel heller ikke så underligt. Det er nemmere at leve med en aggressiv gravhund end en aggressiv dobermann eller st. bernhard. Om store hunde hyppigere er aggressive end små hunde, kan ikke udledes af undersøgelsen, men risikoen for at miste livet, hvis man er det, er altså større, jo større man er (jo mere man vejer).

Den sidste 1/3 af hundene aflives pga. “alene hjemme problemer”, angst eller andre adfærdsproblemer. Separationsangst eller angsten for adskillelse fra familien er et meget hyppigt adfærdsproblem, men det fører dog væsentligt sjældnere til aflivning end aggressivitet. 13% aflives med den diagnose. Angstproblemer i øvrigt (f.eks. angst for lyde, ting o. lign..) fører til aflivning i ca. 8% af tilfældene.

Kun få behandles
Undersøgelsen har også set på, hvor mange af de hunde, som er blevet aflivet pga. adfærdsproblemer, der er blevet forsøgt behandlet. Det er et chokerende lavt antal. Under 16% er forsøgt behandlet, inden de er aflivet. De fleste af disse hunde er enten blevet kastreret, hormonbehandlet, behandlet med medicin eller henvist til lydighedstræning. Under 5% har modtaget en egentlig professionel veterinær adfærdsrådgivning.
Når man ved, at der findes en løsning på langt de fleste adfærdsproblemer, er det en noget chokerende opdagelse.

Ud fra et realistisk skøn aflives der i Danmark ca. 50.000 hunde om året. Heraf altså ca. 12.000 pga. adfærdsproblemer. Mindre end 600 af disse hunde er blevet tilbudt egentlig adfærdsrådgivning. Mere end 11.000 er aflivet, uden at der er foretaget en egentlig behandling med adfærdsmodifikation, dvs. ændring af hundens adfærdsmønster.

Om forklaringen herpå skal søges i hundeejernes manglende kendskab til, at dyrlægerne i dag også kan tilbyde adfærdsbehandling – evt. ved henvisning til kolleger med særlig indsigt i området – eller i at hundeejerne føler det flovt at skulle bede om den form for rådgivning eller helt andre forhold, må indtil videre stå hen i det uvisse.

En ting er helt sikker: Jo før man erkender, at er er problemer af adfærdsmæssig karakter, jo nemmere er det at få rettet op på problemerne. På universitetshospitalet i Pensylvania i USA, hvor man har dyrlæger, der er eksperter i adfærdsrådgivning, aflives kun 10% af de hunde, som kommer til behandling med aggressionsproblemer. Det viser, at man kan komme langt med en korrekt behandling og vejledning.

v/Fagdyrlæge Jørgen Mikkelsen