Sidst opdateret af .

Kan hunden huske

Jeg oplever ofte, at hundeejerne mener, at deres hund kan huske, at den har gjort noget, den ikke måtte.

Det kan for eksempel dreje sig om hunde, der ødelægger, når de er alene hjemme, eller hunde med et problem omkring renlighed.

Begrundelsen er ofte, at hunden underkaster sig ved mødet med dem, eller at den ikke kommer hen til dem på vanlig måde, når den har ødelagt noget. Eller at hunden “skammer sig”, når ejerne tager den ødelagte genstand og viser hunden den, mens de skælder ud.

Men hunden er ikke klar over, at det er den, der har forårsaget ulykken.

Den kan ikke huske det, og skammer sig ikke!

Hunde er højerestående sociale dyr og meget intelligente. Men vi kan og må ikke sammenligne deres intelligens med vores.

Vi mennesker har en tendens til at overføre vores begrebsverden til dyrene. Vi taler om, at hunden er jaloux, at den skammer sig, føler skyld, er ond eller provokerende. Men vi glemmer, at vi taler om menneskeskabte begreber, som hunden ingen forudsætninger har for at kunne føle.

Hunden/hovawarten er født med en overlevelsesdrift, instinkter, og en parathed til at lære ganske specielle adfærdsformer og reaktioner.

Man kan sige, at hovawart/hunden overvejende lærer gennem erfaring.

Dens forståelsesverden skabes af de reaktioner, dens adfærd udløser. Hvis en bestemt handling udløser et positivt resultat for hunden, er der større sandsynlighed for, at den næste gang vil gentage samme handling, hvis den står i en lignende situation. Hvor imod den ikke vil gøre det samme igen, såfremt udfaldet er negativt for hunden.

I naturen drejer det sig om overlevelse; ulven/hunden er simpelthen nød til at lære af sine handlinger her og nu. Det koster for mange ressourcer for eksempel at falde ned af den samme klippe fem gange.

Hukommelses- og indlæringsprocesser er med andre ord tæt forbundne og kan næppe adskilles.

For at en hund skal kunne sammenkoble en bestemt adfærd med en henholdsvis positiv som negativ reaktion, er det tvingende nødvendigt at omgivelsernes reaktion falder prompte.

Det vil sige, det sker samtidig med hundens adfærd eller kommer indenfor ganske få sekunder efter. Går der længere tid vil hunden være i gang med en anden adfærd, og det vil så være denne, vi forstærker.

Vi kan med vores sprog, såvel det talte som det skrevne, bevæge os frem og tilbage i datiden, nutiden og fremtiden. Det kan hunden ikke. Den er bundet til her og nu situationen og årsag-virkning relationen.

Det er den viden, vi blandt andet drager nytte af, når vi skal lære vores hunde noget.

Denne begrænsning betyder så også, at hunden ikke kan forbinde vores reaktion på det ødelagte gulvtæppe eller klatten på gulvet med en handling, den selv har udført tidligere.

I det øjeblik vores reaktion fremkommer, er hunden mentalt et helt andet sted, og afstraffelsen sammenkobles med det, der aktuelt sker i øjeblikket. Nemlig at dens ejer kommer hjem. Hunden danner en association, der siger, at når ejeren kommer ind af døren, får den skæld ud. Ergo kryber den. Måske endda også i de tilfælde, hvor den ikke har ødelagt noget.

Mange påstår, at hunden udmærket er klar over, at det er den, der har ødelagt skoene, fordi den underkaster sig, når ejeren viser den skoene, mens han skælder ud.

Jeg plejer at bede vedkommende prøve noget andet næste gang, situationen opstår. For eksempel at tage en hat, en grydeske, en pung, eller ligegyldigt hvad, blot det er en neutral genstand, som hunden ikke har haft fat i. Og så vise hunden den, mens den får skæld ud.

Hvad sker så? Hunden vil udvise fuldstændig samme underkastelse, som den gjorde med genstanden, den havde ødelagt. Fordi det er vores kropssprog og vrede, hunden reagerer på. Når floklederen er vred, underkaster underhunden sig, ganske som i naturen!

Nogle hunde lærer, at når der ligger ødelagte genstande på for eksempel stue gulvet i det øjeblik, ejeren kommer hjem, så er den gal.

De kobler med andre ord genstanden med ejerens hjemkomst og har lært, at det betyder ubehag.

Man kunne postulere, at dette støtter påstanden om, at hunden godt kan huske, at det er den, der har fortaget ugerningen. Det interessante er imidlertid, at hunde reagerer også på ødelæggelser eller klatter, som andre hunde har lavet.

Hunde lærer altså ikke, at de ikke må være destruktive ved at se den ødelagte genstand. De forbinder ikke det ødelagte med egen adfærd, men kan derimod risikere at blive bange for ejeren eller genstanden, fordi der lagres et erindringsbillede i hukommelsen, som er dannet på grundlag af associationer mellem tingen/ejeren og genstanden.

Hunden har en glimrende hukommelse. Den kan blot ikke forbinde to hændelser, der er adskilt i tid: Altså ejerens reaktion på noget, der er sket for et stykke tid siden. Derimod vil den ved gentagelser lære, hvorvidt en adfærd resulterer i noget positivt eller negativt.

Indlæringen kan også foregå ved, at hundens handling udløser en meget stærk påvirkning. Det er for eksempel det, der sker når hunden oplever noget, der gør den meget bange. Næste gang den befinder sig i en lignende situation, vil den huske og reagere med angst. Eller modsat, hunden er fænomenal til at huske, hvem der har kiks i lommen!

Jamen, hvad gør man så – noget må man vel gøre, når hunden har gjort noget galt? Skal vreden ud, må man bruge fantasien. Det kan være, at køkkengulvet trænger til at blive skrubbet! Kun opnår man intet ved at straffe hunden.

Ignorér foreteelsen, tag symptomet alvorligt og arbejd videre med årsagen til, at hunden har reageret uhensigtsmæssigt.

Det er ikke så svært at få hunde til at krybe, det er straks vanskeligere at få dem til at holde op igen

God fornøjelse.

Hundepsykologen

Lone Greva, cand.psych.

Hund nr. 2

Ønsket om at have to hunde på samme tid har forskellige grunde. Nogle af årsagerne kan være: Selskab til den allerede anskaffede hund, at det er spændende, at have to hunde, eller måske som kommende afløser for den gamle.

Det er vidunderligt at have flere hunde på samme tid, men man skal være klar over fordele og ulemper inden købet, have forberedt sig godt og nøje overvejet, hvornår og hvilken hund, der skal være tale om. Og ligesom med den første skal man passe på ikke at lade hjertet råde!

Det er ikke ligegyldigt, hvilken race man vælger, og der er flere ting, der er skal tages op til overvejelse. Det kan være hyggeligt og dejligt at bruge to til tre timer på pelspleje, men har man to, som kræver denne mængde pelspleje, er hyggen måske begrænset! Ligesom to hunde, der begge kræver meget psykisk og fysisk arbejde, kan tage livet af selv den mest seriøse hundeejer.

Den nye hunds størrelse skal også tages med i betragtningerne. Såvel bilens som boligens karakter er centralt for, at det bliver ved med at være sjovt. Sætter man pris på orden og rene gulve skal man vide, at to hunde sviner meget mere end en hund, for eksempel når de kommer ind fra haven, eller kaster sig ud i en vild forfølgelseskamp efter gå turen på marken.

Hvornår skal man anskaffe sig en ny hund og hvor gammel skal nr. to være? Jeg anbefaler, at den første hund får lov at blive 1½ til 2 år, før nr. to holder sit indtog. Den skal for vores og sin egen skyld have lov at være hvalp i fred. Det vil alt andet lige være mere besværligt, at have to hvalpe på forskellig alder, og det giver uro i den halv store hvalps verden, pludselig at skulle forholde sig til en yngre artsfælle. Såfremt man vil have en ny for, at den kan tage over, når den gamle ikke kan mere, er det en dårlig ide, at vente for længe. Det er synd for den første hund, hvis den, ved afløserens ankomst, allerede er ved at blive gammel. Den vil ikke kunne leve op til den nye hunds aktivitetsniveau, hvilket vil være belastende for den, og inden længe vil der være risiko for, at den yngste tager over.

Får man en hvalp, er der mulighed for at præge og socialisere den netop til eget familieliv. Hvalpe er vidunderlige, men indebærer samtidig kaos i familien. De skal lære alt og tager meget tid. Den ældste hund skal fortsat have samme opmærksomhed som tidligere, hverken mere eller mindre, dog skal den have nogle privilegier, som den yngre ikke får. Dette for at støtte op omkring dens lederskab i forhold til hvalpen.

I naturen er det sådan, at når lederulven/hunden ikke mere er den smarteste/den der er bedst til flest ting, vil en yngre og bedre egnet tage pladsen. Blandt ulve/hunde eksisterer der to hierarkier, et hankøns- og et hunkøns hierarki, og to af samme køn vil derfor kunne have rangordnings stridigheder. Min indstilling er imidlertid, at det er mennesket, som er floklederen, og som sådan bestemmer hvilken rangordning, der skal være hundene imellem, og jeg vil, at den gamle hund, fortsat skal være højest. For at kunne bestemme dette, skal man. som ejer, imidlertid have et meget godt og sikkert lederskab, hvilket kræver tid, lyst, ressourcer og indsigt omkring hundes psyke og adfærd.

Løbetiden skal medtages i overvejelserne. Ved to af modsat køn vil det være nødvendigt at sterilisere eller kastrere en af hundene, såfremt man ikke vil adskille dem i løbetiden. To tæver kan få meget voldsomme konflikter, som udarter sig til deciderede kampe, i forbindelse med løbetid.

Ferien kan blive vanskeligere at planlægge. Pludselig har man to hunde, som skal med eller passes andetsteds, hvilket kan blive besværligt eller dyrt!

At tage på besøg og have hundene med vil ligeledes blive en anden situation. Der er ikke ret mange mennesker, som synes det er dejligt, at gæsterne medbringer to på fire ben plus eventuelle børn.

Et andet nok så vigtigt aspekt er den økonomiske side. Ikke blot anskaffelsen koster penge. Der skal bruges dobbelt så meget foder, ansvarsforsikring, dyrlæge og hundesygekasse, rem og line, hundekurv, forebyggelse mod lopper og eventuelt dobbelt kontingent til hundetræning.

Når overvejelserne vedr. race og alder er på plads, skal hunden findes. Køb altid hund hos en ansvarsbevidst opdrætter, en privat, som man stoler på eller på et ordentligt internat. Man kan unødigt købe sig til nogle problemer! Det er af altafgørende betydning, at hundene kan trives sammen; derfor bør man sikre sig, at man kan returnere den nye hund indenfor 14 dage, såfremt de ikke kan fungere sammen!

Inden man bringer den nye hund hjem, skal familien sammen have drøftet, hvilke regler, der skal gælde for hundene og hvilke signaler, der skal anvendes. Det kan være en fordel, at hundens navn betyder “se på mig”, for eksempel “Karlsson” (“se på mig”) “nej” (“stop det du skal til at gøre”), idet begge hunde så er klar over, hvem henholdsvis rosen og irettesættelsen er henvendt mod.

Det er en fordel, at lade hundene mødes første gang på et neutralt sted, lade dem lege og så følges ad hjem. Det vil på denne måde være lettere for den gamle hund, at acceptere den nye hunds ankomst.

Alene hjemme træningen slipper man ikke for. Kan den gamle være alene, går det sikkert lettere, men man skal sikre sig, at den nye også lærer, at være alene selv.

Samtidig gælder det om, at hvalpen/den yngre hund, opnår en vis selvstændighed og selvtillid, så den kan magte verden uden følgeskab af den ældre kammerat. Gå turene vil derfor blive en blanding af små-ture med begge (en hvalp kan for eksempel ikke gå langt i starten), længere ture med den ældste hund og endelig små ture med den nye hund alene, for at den kan vænne sig til at være “selv i verden”.

Den nye hvalp skal socialiseres, både i forhold til fremmede mennesker og andre hunde, og igen både i selskab med den anden hund og alene. Man kan risikere, at den ældre hund påtager sig ansvaret for den lille ny, sådan at den går ind og forsvarer den i forhold til andre hunde. Det kan være uheldigt, såfremt den lille oplever, at andre hunde er lidt farlige og mistænkelige.

Som før nævnt skal den hund, der var der først, og som er ældst, være højest rangerende. Det ligger naturligt, og den ældre hund vil automatisk sætte den yngre på plads i mange situationer. Den vil finde sig i meget, men pludselig sige fra på en for os voldsom måde. Den yngre hund vil acceptere dette med tydelig underkastelse – og det er ikke synd! Jo klarere grænser der er mellem dem, jo mere ro er der i deres indbyrdes system. Og vi kan som flokledere være med til at understrege og støtte op om disse grænser ved bl.a. at hilse på den gamle først, fodre den først, lade den få snor/rem på først, og først arbejde med den.

Det kræver mere af hundeejeren, at træne to hunde. Praksis omkring dette skal etableres rimelig hurtigt efter hund nr. to’s ankomst. Det bliver ikke sjovt, såfremt hundene ikke kan magte, at ejeren træner med den anden uden at gø og skabe sig.

At anskaffe sig hund nr. to bør således ikke ske efter en pludselig indskydelse, eller uden at have overvejet ovenstående faktorer! Men har man det, og er kommet frem til det resultat, at jordens dejligste hund skal have en makker, så vil jeg ønske tillykke med en sjovere, hårdere, travlere og mere livgivende tilværelse.

Hundene underholder fra morgen til aften! Den første hund får pludseligt et helt nyt liv med meget mere indhold, motion, sjov og ballade. Dens kommunikations muligheder udvides, vi får mulighed for at studere kropssprog, lære mere om hundenes adfærd, og de er ikke mere så afhængige af vores for godt befindende. For ejeren betyder det ofte, at det bliver nemmere at tage hjemmefra uden dårlig samvittighed, idet vi ved, at hundene har hinanden. Og hunden er et flokdyr, som har det bedst i samvær med andre, ganske som vi selv!

God arbejdslyst.

Hundepsykologen

Lone Greva, cand.psych.