Konditionstræning

Med henblik på udstilling, agility og almindeligt velvære

Sunde bevægelser

Grundlaget for sunde bevægelser er selvfølgelig en sund bygning. God skuldervinkling og god længde på overarmen (et svagt punkt hos mange) er forudsætningen for at kunne strække ud fortil. Bagparten skal ligeledes være velvinklet, hvis bagbenene er for lige (stejle kalder udstillingsdommerne det gerne) kan der ikke komme kraft i afskubbet. En anden vigtig ting er ryggen. Hovawarten skal være en anelse længere end den er høj, ca. 110 % længer end høj. Alt dette er afgørende for bevægelsesmønsteret..

Kondition

Hundens kondition betyder også meget for bevægelserne. Selv en velbygget Hovawart kan bevæge sig ineffektivt, hvis den ikke er i god kondition. Og en knap så velbygget Hovawart kan få bedre bevægelser med optrænede muskler og led (Miss Rogers igen). Ud over det, er det jo også sundere for hunden er være i god kondition – ganske som det er for os andre!

Gåturen

Den daglige gåtur har stor værdi for hunden, men mest som adspredelse. Det er hundens svar på tv, avis, telefon, en god bog eller anden kontakt med omverdenen.

Rent konditionsmæssigt er gåturen ikke altid optimal. De færreste ejere går i et for hunden passende tempo. Problemet er størst hvis hunden går i snor. De fleste hunde kommer til at gå pasgang i stedet for korrekt trav. I pasgang får hunden ikke udført lange skridt og får således ikke lejlighed til at strække ud. Faktisk kan hunde, der næsten altid går i snor, få en afkortet skridtlængde, eftersom de ikke bruger deres muskler korrekt. Hunden bør få lejlighed til at bevæge sig frit og optimalt i både trav og galop flere gange om ugen – allerhelst dagligt.

Opbygge kondition

Decideret at opbygge rigtig god kondition gøres bedst med cykelture. Bruger man sin hund til agility, bør man absolut gøre det. Risikoen for skader er mindre med en hund i god kondition.

Det er vigtigt, at hunden løber i løs line (eller uden line) med frie, uhindrede bevægelser. Underlaget skal helst være rimeligt blødt. Flere kilometer på hårdt underlag slider voldsomt på trædepuderne og sammenstødet med det hårde underlag belaster leddene. Jeg foretrækker grusveje og -stier.

Hård fysisk træning som cykel- og løbeture bør man ikke indlade sig på, før hunden er færdig udvokset – for Hovawarter vil det som regel sige omkring 18 måneder, men der kan være individuelle forskelle. Hellere vente for længe end starte for tidligt og risikere overbelastning af unge bløde led.

Træningsprogram

Jeg bruger selv intervaltræning, dvs skiftende tempo. Det er vigtigt, at hunden får lejlighed til at løbe i både trav og galop. Det er forskellige muskelgrupper, der bliver brugt. I trav trænes f.eks. de lange rygmuskler kun meget lidt.

Intervaltræning:

START:
1 km trav
1 km let galop
1 km trav
TRÆNET:
1 km trav
1 km let galop
1 km trav
1 km let galop
1 km trav
HÅRDT PUMPET:
1 km trav
1 km let galop
1 km trav
1-2 km hård galop
1 km trav
1 km let galop
1 km trav

Det er meget vigtigt, at hver tur starter langsomt, så musklerne bliver varmet op, og ligeledes at man afslutter i lavt tempo for at geare ned, så musklerne ikke syrer til.

Denne styrketræning udføres omkring hver tredje dag. Det er lige så vigtigt at holde pause, som det er at udføre selve programmet. Musklerne skal have tid til at komme sig, ellers bliver de ikke bedre, så bliver effekten faktisk det stik modsatte.

Alternativ træning

Man kan også bruge svømning som konditions- og muskelopbyggende træning. Det er bare noget sæson-betonet, og det er heller ikke alle Hovawarter, der kan lide at blive våde. Har man en Hovawart, der kan, skal man endelig benytte sig af det. Men den skal altså helt ud og svømme – ikke bare plaske rundt i vandkanten. Jeg kaster pind eller flyde-legetøj langt ud.

For det bedste resultat bør introduktion til svømning ske et sted med roligt vand – uden for mange bølger eller stærk strøm.

For de entusiastiske findes der også hunde-svømmehaller rundt omkring. Bla. andet en i Toksværd

Hovawartens glæde for fangeleg med andre Hovawarter kan også udnyttes. Under denne livlige jagt i høj fart med masser af skarpe sving og temposkift kommer rigtigt mange af hundens forskellige muskelgrupper i brug. Men husk lige opvarmningen først – det gør Hovawarten nemlig ikke altid selv i deres iver.

Nanna Holt Kjær og Per Kaarup

This entry was posted in Hunde Info, Nyheder and tagged , , , , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>