Generelt omkring fodring

Hunden er fra naturens side et rovdyr, og det skal du have i tankerne når du fodrer din hund. En hund er ikke skabt til at leve af brunsovs, kartofler og fedtkanten af den kotelet du fik til aftensmad. Selv om mange vil sværge på, at deres hund trives fint med at få resterne fra aftensmaden, så forholder det sig anderledes i virkeligheden. En hund kan uden tvivl overleve på resterne fra vores aftensmåltid, men der er langt fra overlevelse til at have optimale vilkår. Jeg har læst enkelte artikler, hvor ulven er blevet karakteriseret som naturens skraldemand. Jeg tvivler ikke et øjeblik, at en ulv eller vild hund vil æde den mad som er tilgængelig, men det betyder altså ikke at du kan fodre din hund med hvad som helst. For det første bliver ulve som regel ikke mere end 6 – 7 år gamle i naturen, og for det andet så er det ikke altid at en ulv er i perfekt foderstand.

Det ønsker vi ikke skal overgå vores tamhunde, hvorfor vi børe gøre hvad vi kan for at vores hunde har de bedst mulige vilkår. Jeg er selvfølgeligt ikke anderledes end andre hundeejere, og vil da også gerne forkæle min hund ind i mellem, og give den lidt ekstra godt at spise. Derfor får min hund da også ind i mellem resten af kartoflerne/risene/pastaen, lidt af sovsen og det kød som er blevet levnet af aftensmaden, blandet i dens foder. Jeg har af den grund den tommelfingerregel, at 95% af min hunds daglige kalorieindtag skal stamme fra hundefoder. De resterende 5% består dels af godbidder, og dels af de rester fra aftensmaden som jeg vil være bekendt at byde min hund. Det er altså ikke fedtkanten fra kødet, eller det fedt der er rendt af flæskestegen jeg fodrer min hund med, men regulært og magert kød.

Du skal passe på ikke at overfodre din hund, specielt når den er hvalp. En hund bliver ikke større som voksen, fordi den har fået for meget at spise som hvalp. Den vokser hurtigere jo mere mad den får, men det kan have konsekvenser for hunden hvis du overfodrer den. Specielt for hvalpe af større racer er det vigtigt at hvalpen ikke vokser for hurtigt, da det kan medføre en række knogle- og ledproblemer. Som regel angiver producenten den mængde foder din hund har behov for, i form af tabeller på poserne. Disse tabeller er og bliver kun vejledende, og det afgørende for fodermængden er hundens tilstand. En hund skal være slank, og du skal kunne mærke dens ribben når du kører en hånd langs siden på den.

Når du vil give din hund en godbid, så er der nogle ting du bør undgå. Chokolade og andre produkter der indeholder kakao, må du ALDRIG, give din hund. Kakao indeholder stoffer som er direkte giftige for din hund, og ved selv relativt små doser kan hunde få alvorlige forgiftninger. Vil du forkæle din hund, så er noget af det absolut bedste du kan give den tørret lever.

Til sidst vil jeg afslutte med at slå fast, at det ikke er synd for hunden hvis den sidder og tigger om mad, og den ikke får noget. Det som er synd for hunden er, hvis den får noget hver gang, og at resultatet er at hunden bliver for tyk. Desværre tyder undersøgelser på, at over 50% af alle danske hunde er for tykke. En hund der vejer for meget, kan få følgesygdomme som hjerte og lungeproblemer, ledproblemer, lever sygdomme, problemer med forstoppelse, sukkersyge, sygdom i bugspytkirtlen, hudsygdomme, problemer med at udholde varme og nedsat levetid. Derfor kære hunde ejer, lad være med at give din hund en ekstra belønning, hvis det betyder at hunden bliver overvægtig. Din hund vil elske dig langt højere, hvis du i stedet gik en tur med den, hvor den evt. kunne rende frit og få brændt lidt kalorier af.

This entry was posted in Foder-til-Hunde, hundefoder and tagged , , , , , . Bookmark the permalink.

Skriv et svar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

*

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>